"John? Joooohn".
Mine øjne glider i dobbelt så hurtigt, som de åbnede sig. Dynen er gledet af fødderne, og der går gys gennem min krop. Vinduerne afslører en kulsort morgen, hvor også jorden er dækket af en hvid dyne. Jeg gemmer mig væk under min varme hule af gåsedun. Heldigvis begynder duften af kaffe at snige sig gennem soveværelsesdøren og frem til mine næsebor.

***

Endelig. Nu er bilen varm. Tavst betragter vi huset. Et metalgitter omgiver græsplænen og den oplyste sti, der fører vej til hoveddøren. "Er det virkelig nødvendigt med alle de halogenspots på en almindelig forstadsplæne?", tænker jeg. "Snobber".
Lyset er lige blevet tændt indenfor. Konen går rundt bag ruderne. En lækker sag i silkekjole. Hun beder næsten om et besøg. Jeg er ved at blive utålmodig. Trommer på rattet med mine hænder. De er stadig ømme.
"Der kommer han", knurrer Morten.
Jeg ser op og får øje på et ludende skravl af en mand ved hoveddøren.

***

Jeg kysser Mette farvel og åbner døren ud til den bidende kulde. En bil holder i vejsiden, komplet indhyllet af mørket. Den er sikkert tom. Jeg har i hvert fald ikke tid til at tage stilling til det. Kun 10 minutter til bussen. Men øjne prikker sig ind i mit baghoved. Jeg kaster et blik over skulderen, men bilen holder der stadig. Stille og tom. Det er vel bare angsten, der driller igen. Prisen for at have en fortid som min.

Tre dybe indåndinger. Så. Nu er der mere ro på. "Hvis januarmorgener dog bare ville stoppe med at være så forbandet mørke...", tænker jeg. Heldigvis er jeg nået til T-krydset og mangler kun en kilometer mellem de tårnhøje træer og det tætte buskads.
"Var det en bil, der startede bagude? Ja, der er ingen tvivl". En brummen nærmer sig. Jeg sætter farten op. Skæver bagud. Intet at se endnu. Alligevel sætter jeg i løb. Glider næsten på isen. Tankerne er et virvar. "Huskede jeg at smække gitterlågen?". "Hvad med Mette?".

Lyskeglerne er nået om gadehjørnet. Som en nervøs gazelle farer jeg gennem luften. Ser mig desperat til siderne. Men der er ingen snedige smutveje. Sådan fungerer livet ikke. Bilen er nu få meter bag mig. Jeg bilder mig ind, at et kvindeskrig kan høres fra villavejen. Den isnende luft har startet en brand i mine lunger. Det svimler for mine øjne. Billygterne overtager helt. Et blændende, hvidt lys.