Tur i Bilka

Replikker

Opgavebeskrivelse

Forsøg ved hjælp af mest mulig dialog at vise hvordan en indkøbstur i et supermarked foregår, hvis man er enten en træt mor efter 8 timers arbejde, med to trætte og sultne børn på slæb - en fortravlet forretningsmand, der egentlig havde glemt alt om sin bryllupsdag - eller en forelsket og genert ung pige, der får øje på sin udkårne ovre ved colaerne.

- "Så, Anton. Så går vi i Bilka og finder noget nemt og lækkert til aftensmad. Louise bliver i bilen og laver lektier. De har deres første oversættelse for til på torsdag."
- "Ok, Mor. Jeg stemmer for spaghetti med kødsauce!"
- "Vi får se, min skat. Det skal i hvert fald gå stærkt, for vi er alle tre skrupsultne efter en lang dag i børnehaven og på arbejdet og i skolen. Jeg kan lave noget mad klar, mens du ser børnetime, eller også kan vi finde en tegnefilm."

Susanne gik igennem Bilkas menneskemylder med Anton i indkøbsvognen. Hun gik målbevidst mod delikasteseafdelingen med færdigretter. Hun gad ikke lave mad, efter hun var blevet alene. Efter Henrik havde forladt hende.

- "Jeg er suuulten! Må jeg ikke få en chokolademuffin?" Antons skingre barnestemme bragte hende tilbage til virkeligheden.

- "Nej, Anton. Man bliver bare tyk og får huller i tænderne. Her har du et æble." Hun rakte ham et æble og lagde resten af posen op i indkøbsvognen. Anton gnaskede velfornøjet. Der ville ikke blive nogen scener i dag.

I delikatesseafdelingen fandt Susanne en færdig pastasalat med pesto og soltørrede tomater og en blandet grøn salat. - "Kan det gå an?"
- "Joh, dig og Louise elsker jo sådan noget mad, men jeg ville jo hellere have spaghetti med kødsauce."
- " Hvad med lasagne? Det har de lige her?"
- "Juubiiii!"
- " Men kun, hvis du også spiser noget af salaten. Deal eller no deal?"
- "Deal."

Susanne så op fra køledisken med lasagnen i hånden og så lige op i Henriks stålgrå øjne.
- "Hej Sanne. Hej Søn."
- "Faar!"
Anton rejste sig i indkøbsvognen og blev løftet op i sin fars favn. Susanne stod stivnet med lasagnen i hånden og trætheden malet i ansigtet. Hvorfor skulle han også se så dejlig ud?

- "Kommer du ikke med hjem og spiser lasagne, Far? Vi kan købe noget mere. Eller skal du hjem til hende Line?"

-"Nej, jeg skal ikke hjem til hende Line mere. Men jeg må nok hellere lige snakke med Mor om det alene, ikke?"

-"Hvorfor græder du, Mor? Du må da ikke stå og græde midt i Bilka!"

Susanne tørrede hikstende øjnene og rømmede sig. Hun lagde to lasagner i indkøbsvognen. -"Nu tager vi alle sammen hjem. Og når vi har spist aftensmad, tager mig og Far en voksensnak i køkkenet, og så må vi se. Ok?"

-"Ok, Mor. Hvad tror I, Louise siger, når hun ser, vi har købt Far i Bilka? Jeg tror, hun siger "Hvem ka, Bilka!"

Skriv kommentar

Besvarelsen Tur i Bilka er publiceret 24/04-2014 11:38 af Line Knudsen under skriveøvelsen Replikker.
Version 1 - 24/04-2014 11:38
Besvarelsen er på 428 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.