"Hold kæft, du ser godt ud" siger jeg til mit spejlbillede og retter lidt på skjortekraven. En ældre dame kigger på mig og smiler.
"Goddag frue" smiler jeg og laver et lille buk mod damen
"Jamen, goddag goddag unge mand, sikke et lækkert vejr var!" svarer hun med et stort smil. Grimme tænder tænker jeg!
"Ja, helt fantastisk! Man må håber køerne ikke er for lange så vi kan komme hurtigt ud i det igen" svarer jeg, mens jeg bevæger mig ind af de store døre til Føtex. Damen smiler, og sender mig et lille nik inden jeg begynder at slentre gennem butikken.
Jeg når når kun til grøntsagerne før en interessant mulighed byder sig: En ung kvinde, nogenlunde samme alder som jeg, har væltet en masse appelsiner på gulvet.
"Nu skal jeg hjælpe" siger jeg, idet jeg sætter mig på hug ved hendes side og begynder at samle appelsiner.
"Tusind tak, det behøver du da ikke" fremstammer hun lidt forlegent.
"Nej, det gør jeg nok ikke. Men min mor har altid sagt at man skal hjælpe hvor man kan" siger jeg smilende. Hun smiler, kigger ned i jorden og rødmer en smule. Hun serverer et par flirtende øjne og roder i sit lange hår: "Tusind tak for hjælpen! Der må være noget jeg kan gøre til gengæld, lad mig betale for nogle af dine varer" siger hun. Nu virker hun pludselig mere selvsikker, hvilket gør mig lidt usikker, sådan er det med den slags piger, man skal passe på medfølelsen. Jeg falder for selvsikkerhed, og når jeg falder for noget, får jeg medfølelse. Det ønsker jeg at undgå.
"Ellers tusind tak, arbejdet bærer lønnen i sig selv" siger jeg smilende, mens jeg tager hende lidt i skue. Hun tager to skridt imod mig, og står pludselig så tæt at de fleste ville træde et skridt tilbage.
"Så lad mig da i det mindste give en kop kaffe eller sådan noget?" insisterer hun. Men jeg skal ikke nyde noget. Jeg skal faktisk ikke engang handle. "Det er utrolig sødt af dig" svarer jeg bestemt og stadig med et stort smil; "men jeg har desværre ret travlt, men du kan da få mit nummer, hvis du stadig vil give kaffe om en uges tid?"
"Utrolig gerne!" siger hun og smiler stort. Jeg kradser otte tal ned på en lap papir, skriver Lukas nedenunder og rækker hende den. "Så må jeg se at komme videre, men vi ses forhåbentlig til kaffe", jeg løfter hånden til afskedshilsen og går mod kassen.
Jeg kommer op til kassen, smider min kurv ned i stablen med de andre og maser mig forbi køen.
Endelig ude, jeg sætter farten op og drejer ned af en sidegade. Først her undersøger jeg min gevinst: en brun læderpung med 600 kroner kontant og et sygesikring, der fastslår ejeren som Nikoline Grøntoft fra Sjællandsgade.
"Gad vide hvad hun lavede i Føtex i midtbyen" mumler jeg for mig selv, mens jeg lægger pengene i lommen og kaster pungen i en skraldespand.