Jeg træder ind på sygehuset og indånder den karakteristiske lugt af sygdom, steriliseringsmidler og mennesker. Jeg har en klump i halsen - det gør ondt og jeg får svært ved at synke. Min mor har forsøgt at advare mig - min mormor er dårlig... Meget dårlig! Hun har ikke langt igen, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Hun har altid været et af mine faste holdepunkter i livet - én jeg kunne regne med, én jeg kunne betro mig til, grine med og blive krammet af, når livet var svært. Nu ligger hun der og kan ingenting.

Jeg træder ind på hendes stue og alt går i stå. Jeg lammes af frygt, angst og sorg over, at kun skallen af min elskede mormor er tilbage. Hun kan næsten ikke snakke og hele hendes krop er sunket sammen. Jeg græder indeni, men jeg er tapper udenpå. Jeg ønsker ikke, at hun skal se min sorg - jeg vil være stærk for hende. Med hende siddende der, føler jeg, at jeg har mistet en del af mig selv. En stor del af mit liv er ved at forsvinde mellem hænderne på mig. Jeg ønsker ikke, at hun skal lide, men jeg ønsker at beholde min mormor i mit liv. Jeg er nødt til at sige farvel - nødt til at slippe hende ud på hendes sidste rejse, men hvordan gør man det, når det eneste man ønsker, er at beholde hende.

Jeg har aldrig mistet før, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg finder en lille bog frem, som jeg flere gange har villet give hende "til en ganske særlig mormor", for det var, hvad hun var. Gråden er ved at overmande mig, men jeg får givet hende bogen, og et forsigtigt smil kommer frem på hendes læber. Det er alt, hvad der er kræfter til.

Hun kigger på mig med de mest intense øjne - som om hun forsøger at sige, at jeg skal hjælpe hende og at hun ikke orker mere. Hun er klar til at slippe taget i livet, men tør ikke helt.

Da jeg forlader hendes stue, bryder jeg sammen - jeg forsøger krampagtigt at holde gråden tilbage, men det er ikke muligt. Gråden og sorgen overmandes mig som var den et andet uhyre - det er overvældende og jeg føler, at jeg bliver sønderrevet. Sådan er det åbenbart at miste!

Sorgen over at have mistet hende og klumpen i halsen er der stadig, men hendes lidelser er væk. Hun fik fred og jeg er sikker på, at hun sidder på sin sky og holder øje med os alle. Sådan var hun nemlig - nysgerrig og legende. Hun ville ikke gå glip af noget, så hvorfor skulle hun det?

For evigt elsket, altid savnet.