Jeg er en tavle. jeg laver som sådan ikke noget. Min hverdag består af lærere, der maser kridt imod mig, og efterfølgende bruger en hård klud, for at tørre det væk. Jeg burde egentlig ikke klage, jeg har ingen mangler i livet, eleverne elsker at tegne på mig, jeg har været model for adskillige flotte tegninger. Det er mig folk kigger på, når læren har sagt noget de ikke forstår. Det er mig der oversætteren, mellem lærene og eleverne. Men andre gange føles livet bare surt, andre gange synes jeg ikke at høre andet end brok. Folk klager over min tilstedeværelse, mine mangler, bare fordi jeg ikke har evnen til at gemme, alt hvad der står på mig, for derefter at sende en E-mail til samtlige elever, fordi de er for dovne til selv at skrive ned. Jeg forstår virkelig ikke den nye generation, i mine yngre dage, der skrev folk ned, når læreren havde sagt noget, der blev ikke skrevet særlig meget på mig, mine egenskaber var ikke meget værdsat. Nu handler det hele om det nye "smart-board". Jeg brækker mig, jeg var skabt til at gøre studierne nemmere, ikke at gøre alt for eleverne, det er som om den nye generation ikke gider tænke selv, bare have alle noterne og bare prøve at komme igennem, ikke noget med at huske det der står på mig, ikke noget med at skrive det ned, bare en enkelt gang, hvad gik der galt? Jeg savner de dage hvor blev ramt af leverpostejsmadder, når læreren tog mit kridt, og kastede det efter børnene, fordi de larmede alt for meget. Nu til dags laver lærere ikke andet end at råbe af børnene, fordi de ikke længere har tilladelse til at svare igen. Det er nogle underlige regler de har på skolerne i dagens Danmark. Det er ikke sjovt at være en tavle længere, alle brokker sig over mine manglende evner til at gøre alt for dem. Jeg må bare indse at min tid snart er ovre, de nye Smart-boards er kommer for at blive, teknologiens udvikling nåede mig. Jeg håber bare jeg kan overgå til en børneinstitution, så de kan udfolde sig så frit som de vil.