Kulden spredte sig langsomt igennem hans halv nøgne krop, og borede sig dybt ind i hans sind. Han var træt, så uendelig træt, træt af det hele, og han ville bare være fri, ville bare være i fred.

Hans bare fødder satte ingen fodspor på den frosne jord, ikke at han havde forventet nogen. Et stik af smerte flyttede hans opmærksomhed til det blødende sår i hans side i et sekund, men han rettede hurtigt hans opmærksomhed mod den overskyede himmel.

Hans mørke cowboy bukser var han eneste beskyttelse imod elementerne, ikke at de hjalp meget da de allerede var gennemblødt, og blot gjorde kulden værre, men han var ligeglad, ligeglad med alt.

Trætte blå øjne kiggede op på den grå himmel, han var fortabt, vidste ikke hvor han var, eller hvor han var på vej hen, han vidste kun hvor han kom fra, et sted han ikke kunne vende tilbage til, et sted der uden tvivl ville føre til hans død, ikke fordi han frygtede døden, ikke mere, ikke nu da han vidste at det bare var et spørgsmål om tid før den indhentede ham.

Men han ville ikke dø i det hus, omringet af falske folk, der lod som om de var bekymret, men selv havde ligeså meget lyst til at stikke en kniv i ryggen på ham.

Et lille selvtilfredst smil spredte sig på hans tørre læber, de troede sikkert at de ville få hans penge nu da de havde gjort det af med ham, men han havde vidst at det ville ske, vidst at de var ved at planlægge noget. Så han havde rettet sit testamente, de fik ingenting, pengene gik i stedet til de hjemløse.

Han ville hellere se alle de penge i hænderne på en hjemløs, end i hænderne på hans såkaldte 'familie'.

Han lagde langsomt hånden over det stadig blødende sår, mens han støttede sig til en tilfældig bygning, Bjarnes Bager. Der var ikke meget tid igen, han kunne føle det, han ønskede blot at han havde nået at sige et sidste farvel til hans elskede, men han sukkede opgivende.

Alt var koldt, koldt som is, og han kunne ikke længere føle sine arme eller ben. Han lænede sig op af muren, han var træt, måske var det ved at være tid til en lur. Blege øjenlåg lukkede sig stille, for sidste gang, og skjulte de blå, blå øjne.

et enkelt snefnug faldt fra den mørke himmel og landede på smilende, frosende, blå læber, for evigt frosset i et fredfyldt smil.