Et smil spredte sig langsomt på hendes fyldige læber. Et stort flot smil, et smil der viste at alt var som det skulle være, et smil der fik alles opmærksomhed.

Hendes blå øjne var omringet af lange sorte øjenvipper, og hendes lange mørkebrune hår var sat i en høj hestehale. Hun var smuk, så utrolig smuk, men hun anede det ikke selv.

Hun var en høflig ung pige, snakkede med alle der hilste på hende, sagde aldrig nej hvis hun blev budt ud til dans, gjorde alt som man ville forvente af den perfekte rigmands datter. For det var sådan hun var blevet opdraget, det var hvad folk forventede af hende.

De forventede den perfekte lille dukke, en som aldrig gjorde noget forkert, en som de kunne vise frem til diverse fester og selskaber, og så holde buret inde på sit værelse resten af tiden.

Ingen anede hvad der gemte sig under overfladen på den perfekte lille dukke, ingen ville vide det, de så hvad de ville, de så smilet og gik ud fra at alt var som det skulle være, men ingen lagde nogensinde mærke til, at smilet aldrig nåede hendes øjne.

Hun virkede som en manifestation af perfektionisme, den fuldendte skabning, men ingen så revnerne i porcelænet der var så fint skjult under makeup og smukt tøj, ingen så den uendelige lidelse i hendes perfekte blå øjne, de så blot hvad de ville.

En hånd greb hendes skrøbelige hånd, og trak hende med videre til endnu en person. Endnu en person der ikke så hende for andet end et pænt smil og gode gener, men hun lod det ikke påvirke hendes præstation. De forventede det perfekte barn, og det var hvad de ville få at se.

Et smil spredte sig langsomt på hendes fyldige læber.