Tiden var svær, alle på kontoret skulle lære at indordne sig under de nye regler krigen havde ført med sig, ikke alle var klar til at løfte denne enorme opgave regeringen havde trukket ned over hovedet på befolkningen, alle var oprørte og stod i kø for at få deres rationeringskort, nogle råbte og skreg af hinanden, kontoreleven gjorde sit bedste for at dæmpe gemytterne uden for, men folk haglede spørgsmålene imod ham og han havde svært ved at besvarer dem alle sammen fyldestgørende nok, frk. Jespersen vil have frimærker og hun vil ikke forstå de rationeringsregler som var blevet indført, og hun var ikke den eneste, flere andre hev i kontoreleven fra alle sider, så meget faktisk at han til sidst blev så frustreret at han udbrød i en anstrengt stemme at han ikke var en blæksprutte som de bare kune hive og trække rundt med. Efter et stykke tid begyndte folk at dæmpe sig udenfor, man kan faktisk sige at de begyndte at opføre sig helt civiliseret, kontoreleven begyndte at slappe mere af og han begyndte at ekspediderer folk og forklare hvordan landet ligger og hvordan rationeringskortene fungerer, da dagen går på hæld og han er ved at være igennem mængden af mennesker syntes det at virke som om at han har klaret skærene, men lige som han troede det kom en ældre dame som spurgte ham om hvor lang tid at rationerings perioden ville vare, til det sagde han at han ikke var spåkone og at han ikke havde nogen ide om hvor lang tid krigen ville vare, men at han håbede at det ville gå hurtigt, så livet i byen kunne komme tilbage til det normale som man var vandt til.
Endelig dagen var forbi, alle folk var blevet hjulpet og kontoreleven følte at han havde haft succes med at hjælpe og forklare situationen for de folk som havde været hos ham for at få deres rationeringskort og han følte sig klar til at takle situationen igen i morgen. !