Lyset tændes, og det bliver hurtigt underligt at skulle kigge frem i mørket fra den ellers så støvede plads man er blevet tildelt. Der er altid så stille. Ingen røre sig, kun lava lampen, som er min nabo i det næste rum. Den siger en masse lyde, vi diskutere ofte omkring hvem der er mest spændende af den og jeg.
Jeg mener dog at mine tegn, og forståelse, er langt mere lærerige, langt mere spændende, og indholdsrige end nogen af andre ting der befinder sig på denne objekt holder. Der er dog de nye ting, som er mere elskværdige end andre. Selv forstår jeg det ikke. Men jeg har vænnet mig til støvet. Vi snakker tit, og hygger os ofte. Jeg føler mig tryg i dets nærvær, dog endnu mere tryg når jeg mærker nogle beroligende hænder, tager mig ned fra mit sæde. Min kolde, hårde støvbeklædte pude af træ og maling.
Børnene løber ofte ind foran os, os i denne støvede verden, lige bortset fra Lava lampen, han bliver pudset og poleret. Jeg missunder ham, jeg vil også gerne have min opmærksomhed. Men jeg kommer kun ned i ny og næ, men det er kun når der skal fortælles noget. Og når mine ord skal manipulere med hjernens egentlige fantasi og relationelle tanker og forståelse.

Jeg husker den gang jeg blev taget ned, den gang hvor damen tog mig ned fra den dyne der havde beklædt mig så godt og vel. Hendes hænder havde været så slanke, så rolige. Men hendes ansigt tydede til bedrøvelse, og irritation da hun omhyggeligt kørte sine bløde hånd hen over min forside. Hun gjorde verdenen lysere, og hendes rynkede ansigt tydede til den alder der tog hårdt på hende. De kønne øjne kiggede blidt på mig, imens hun forsat stående åbnede mig på ny. Mine første ord blev sagt, ud fra hendes mund, men med mit budskab. Inden længe forsvandt ordene til en hvisken, og hun lukkede mig igen. For at så at sætte sig ned på en behagelig plads og starte på ny endnu en gang.

Selvom jeg husker det som var det i går, savner jeg den følelse af at være elsket, blive gjort til nytte af. Jeg savner de kærlige hænder der bliver strøget hen over mig, en hver lille del af mig, i et lidenskabeligt gensyn. Følelsen af at, være elsket på denne måde gennemøser mig hele tiden. Jeg elsker den, og jeg elsker dem. De kommer og går. Men engang blev jeg taget frem hele tiden, åbnet på ny, igen og igen. I stedet for en ubrugelig lava lampe der bare flød rundt med sit flydende blå indhold, og sendte bobler til vejrs, og ned igen. Men nu har jeg atter kun min dyne, den beroliger mig med støvfnuggene. Jeg er endnu ikke helt alene endnu, fordi den gør mig med selskab. Dog nyder jeg endnu mere, at få den vasket bort fra min tykke læder hud.