Sørgmodigt kiggede hun ud af de gamle vinduer, kulden krøb ind gennem sprækker og huller.De skulle aldrig være flyttet ind her, men de var hvad man betegnede som fattigfolk, en betegnelse hun afskyede mere end noget andet,desværre havde det været nemt at sige ja, for der skulle ikke betales indskud. Skyldfølelsen lammede hende, hvordan kunne det retfærdiggøres over for deres børn, den brændende fornemmelse spredte sig gennem kroppen, da den lille begyndte at græde igen. Hans hænder var iskolde, og ligemeget hvor meget tøj og dyner han blev pakket ind i, fandt kulden vej til ham, til dem allesammen.
En spinkel stemme afbrød lammelsen, "mor hvorfor kan vi ikke bare flytte?" hun kiggede ind i sin datters blå øjne, "far og jeg, leder også efter et andet sted til os lille skat, men det koster mange penge", pigen sukkede. Sammen med sin mand traf hun en beslutning, de ville bede kommunen om hjælp, til at komme væk.
Tiden gik, kulden blev afløst af det spæde forår. Brevet om kommunens besøg kom sent om eftermiddagen, de glædede sig, for nu skete der noget. Dagen efter stod der 2 socialrådgivere på trappen, den ene var lyshåret med blå øjne, den anden havde mørkt hår og brune øjne. Angsten bredte sig i hende, hvad nu hvis de ikke ville hjælpe dem. Socialrådgiverne gik rundt i huset, noterede og tog billeder, "vi skal tilbage og snakke med vores team, så vender vi tilbage med den hjælp vi kan yde jer."
Senere på eftermiddagen kom pigen løbende ind i stuen "Mor, far der holder en politibil udenfor!"
De skyndte sig ud, og de 2 socialrådgivere stod på trappen.
"Må vi komme ind, så vi kan tale sammen?" spurgte den lyshårede, "vi er kommet for at hente jeres børn, de kan ikke bo her." Det føltes som om al luften blev slået ud af hende, med tomme øjne så hun på sin lille familie, deres børn som de elskede over alt på jorden, blev revet ud af deres hænder, begge børn begyndte at græde og klamrede sig til dem. Det føltes som om de stod på en båd med voldsom bølgegang, det hele kørte op og ned...
De kyssede deres børn farvel og gav dem et kram efter at have fundet tøj og krammedyr til dem begge.
Tre dage senere kom flyttebilen og hentede deres sager, mareridtet var slut.