Det der med at være forelsket er fantastisk! Alle elsker at være forelsket og elske med den der er ligeså forelsket i en.
At være forelsket i sin bedste ven og være kærester med en anden man også elsker er mere forvirende end noget andet. Tankerne om Lars min bedste ven, er helt galt. Han har virkelig sparkede ben væk under mig, jeg væltede med et brag, og liger og vrider mig af bare smert på jorden af frustration.
At elske Kim, ham jeg har boede med de sidste mange år, er noget helt andet. Min bedste ven, som er der i tykt og tyndt gennem alt. Han er faren til vores første barn, en smuk dreng. Som jeg også elsker.
Der er så mange måde at elske på, det hele vælter rundt i mit hovede. Jeg er begyndt at leve være dag som en robot, jeg gør det jeg skal og alligevel bryder jeg ud af min skald, ved at motioner. Forbi min forelskelses hus, jeg ved han er hjemme, jeg ved han er der inde. Jeg rødme og mit hjerter hammer som et tog der køre alt for stærk, maven slår knuder og tankerne køre, det stopper ikke før jeg er sikker forbi og sikker på han ikke er ude.
Er han ude er det som om pusten ryger fra mig, jeg kan ikke få luft eller noget, står faktisk bare at glor på ham, mens han snakker. Han har ikke fanget det rigtig endnu at jeg er forelsket i ham, selv om jeg dog er sikker på det er så tydelig. Jeg er ved at kaste op af nervøsitet.
Når jeg kommer hjem, har jeg en knude af forræderi og smerte i hjerte over at holde ham i venteposition, over jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Tankerne køre rundt, vælter rundt, der er en storm, orkan, torden alt, det er ved at springe af uvished.
Når jeg kigger på min søn er der stille, glæde og fred. Alt drejer sig om ham, om han har det godt og vokser som han skal. Hans smil blødgør mig og alt ånder fred. Det hele giver mening, endtil Lars dukker op i min tanker igen og Kim snakker til mig. Så ser jeg min søn i øjne for at finde råd, men intet sker, han smiler griner bare til mig mens han savler.