Træernes grene formede sig til ting jeg godt vidste de ikke var. Jeg skyldte skylden på midsommerens berusende midnatsvarme, men vidste udemærket at det var min hjerne der spillede mig et puds. Grenene blev til ansigter, der hviskede, mens deres hånende øjne så min vej. Mine åndedrag blev hurtigere i takt med at deres hvisken blev højere. Jeg holdt mig for ørerne. Det var håbløst. Det hele var i mit hoved. Jeg åndede ud, da jeg nåede enden af skovstien. Jeg kiggede ned i afgrunden, uden at være i stand til at se jorden. Jeg lukkede øjnene. Så sprang jeg.