Weehou sad på sin hest og skuede ud over sletterne. Det var middagstid og solen brændte allerede kraftigt.
Om halsen bar han den amulet som havde været i familiens eje, i mange generationer. Den der bærer amuletten, får bjørnens kraft, slangens listighed og rævens hørelse. Men lige i dette øjeblik, følte weehou ingen af disse kræfter. I det fjerne så han røg fra det, der engang havde været hans univers.
Dette univers var ikke mere. Udslettet på en enkel nat. De havde endnu aldrig vovet sig så tæt på,
De var der bare lige pludselig. Panikken havde bredt sig som en steppebrand. Weehou havde været på vej hen mod en af mændene, da han blev væltet omkuld af en panisk hest. Hoven havde ramt ham lige i baghovedet og havde sendt ham ind i en behagelig mørke.
Mændene må have troet han var død.
Han lukkede øjnene og lod hånden glide op til det lille smykke. Fingrene foldede sig sammen omkring amuletten.
Han skammede sig over at han havde ladet dette ske. Han var stammen høvding. De havde stolet på ham og han havde svigtet dem.
En håbløshed bredte sig i hans krop, men samtidig opbyggede der sig en anden følelse.
Det prikkede i hans bryst, op langs nakken og op til ansigtet. Hans øjne var smalle og tænderne var hårdt sammenbidte. hævnlysten var ikke at tage fejl af.
Han knyttede hårdt sin hånd om tøjlen, udstøte et højt skingert hyl.
Med et hårdt ryk, fik han vendt hesten, som sprang fremad.
Langt væk, i en indhegning af solide stolper, hørtes en livlig grinen. Uslingene sad og pralede.
"De skreg som en gris" var der en der sagde. Brændevins flasken gik på skift blandt mændene.
De anede ikke at de blev iagttaget.
En af mændene rejste sig for at finde finde et sted at pisse.
Lydløs og smidig som en kat, kravlede Weehou langs jorden. Med et hurtig snit under hagen, faldt manden sammen som en bylt.
Weehou sad stille og ventede. En af mændene vendte sig om."jeg tror sgu han er faldet i søvn"
Mere nåede han ikke at sige. Hans ansigt foldede sig i en grimasse, da en skikkelse foran ham sprang frem. Med lynets fart, sprang Weehou frem, greb rundt om hovedet på manden og vred med en hurtig bevægelse hovedet til siden.
Hans hjerte hamrede, da han som en panter, sprang på den sidste mand
Manden kastede sig fremad, fik fat på sin skyder og rullede rundt. Hans krop blev stoppet af en mokkasinklædt fod.
Hurtigt, som en slange der hugger efter sit offer, greb Weehou ud efter skydevåbnet, pressede mundingen mod mandens pande og skød.
Solen var stået op og varmede hans ansigt, da han nåede frem til floden. Han sank i knæ.
I flodens klare vand, så han en stolt kriger. Lyset fra solen reflekterede i amuletten omkring hans hals.
Han huskede pludselig de ord, hans bedstefar sagde da han overrakte ham amuletten
Kraften kommer til den, der bærer viljen i hjertet !