Det er løgn og latin, det jeg siger og det jeg gør, det jeg tror og det jeg ved. Jeg er endnu selv bevidst, og alt er løgn og latin. Jeg kan ikke tænke på andet, end den opdigtede virkelighed, som er den virkelighed, jeg lever. Slet ikke nu, hvor jeg står i endnu en pirrende og afgørende situation. Mit blik flakker, og selvom min afhængighed til denne form for underholdning er umættelig, forsøger jeg at undvige. Det er en del af spillet, og jeg vil ikke være det foruden. Jeg løfter blikket. Hun kigger intenst på mig, da jeg fortæller hende historien. Ildelugtende svedperler står på spring på min pande, spændingen knuger i min mave og vender op og ned på det, som burde være en fornuftig tilgang, til en social tilværelse. Hendes udspilede øjne sitrer af begejstring, og hun udbryder et altoverskyggende glædesudbrud.
Jeg kører betænkningsfuldt hånden hen over min graviditetslignende mave. Det føles ikke som ret lang tid siden, at jeg fortalte hende, at jeg er gravid. At fertilitetsbehandlingen havde virket. Fem måneder, og hun er stadig ikke betænkelig ved, ikke at måtte røre maven. Ikke betænkelig, når jeg forklarer hende, at hun ikke må komme med til scanningerne, fordi vi er lesbiske. Det er samfundets skyld. Og jeg er en sand mester.
"Er det virkelig rigtigt, skal vi have tvillinger?!" Hun danser af glæde og lykken stråler ud af hendes sarte, grønne øjne. Hun kysser mig forsigtig på min ildrøde kind, træder hurtigt et skridt tilbage. Jeg er skrøbelig og hun skal være forsigtig ikke at skade miraklerne. Hun ænser ikke, at jeg burde have fortalt det før, hun er forblændet af mig og min personlighed.
Hun elsker mig!
Jeg bliver døsig, mine øjne flakker i en døs af illusioner. De, miraklerne, dræner al min energi. Jeg kan se fødslen for mig, livsskrig, hun står med dem. Lykkelig. Det løber koldt ned af mine kinder og en lugt af salte tårer, når mine næsebor. Illusionen brister og jeg falder sammen på det kolde marmorgulv. Kulden breder sig i min udmattede krop, mens hun forsøger at redde miraklerne. Hun ser det nu. Løfter hovedet, og jeg kan se, at hendes krystalgrønne øjne, er blevet sorte. Sorgfyldte. De higer efter forståelse, den forståelse, jeg ikke forstår. Men miraklerne er døde.