Jeg lægger pistolen ved min side og kigger ud over byen, hvis morgenliv er begyndt at vise sig. Visse mennesker vil mene, jeg har drukket mere end jeg burde have gjort. Jeg mener selv, jeg kun har drukket det nødvendige. Jeg ser en klarere verden, selvom mine sanser er slørrede. Jeg har aldrig troet, at jeg ville komme i denne situation. Før i går har jeg aldrig overvejet livet, og hvordan jeg kunne fjerne det, men jeg ser nu, at det kan være nødvendigt at gøre. Jeg trækker vejret dybt, tager det skarpladte våben tilbage i min lomme og rejser mig fra den dugvåde bænk. Jeg går hen til fodgængerfeltet og venter på, at den grønne mand viser sig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bekymrer mig om lyskrydses anvisninger, når jeg enten er død eller morder om fem minutters tid, men det er meget betrykkende at se, at samfundet ikke har lagt mærke til mine ugerninger. Den røde mand forsvinder, og jeg går over til den majestætiske hovedbanegård med målrettede skridt. Jeg ser ham stå i bygningens midte, idet jeg træder ind gennem døren.

Han virker mere nervøs, end jeg føler mig, men jeg bliver nu opmærksom på, at den mængde alkohol, jeg har indtaget i løbet af natten, praktisk talt er forduftet fra mit sind. Jeg fanger hans øje, og begynder at gå hen mod mig. Jeg lægger instinktivt en hånd på min lomme, og han stopper. Jeg havde ikke overvejet, at det ville blive opfanget som en trussel, men det gjorde det selvfølgelig. Vi er begge bevidst om, at den anden er bevæbnet. Jeg er ikke klar over, hvilket våben han har valgt, men det har åbenbart ikke en opsigtsvækkende størrelse. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Af en eller anden grund kunne jeg godt se ham med en AK. Jeg kan nu røre ham, hvis jeg havde lyst til det. Slå ham. Sparke ham. Kvæle ham. Han mumler, at vi kunne stoppe det med det samme, men jeg ryster på hovedet. I dag skal jeg enten dø eller dræbe - to ting jeg aldrig har prøvet. Vi vender os, så vi står ryg mod ryg, går 10 skridt frem og drejer på stedet. Vi står i et par sekunder, og først nu begynder folk at lægge mærke til os. En ung, uopmærksom kvinde går i mellem os, og så snart hun er forbi kaster han hånden til sin jakkelomme, men jeg har allerede skudt. Salen runger af skrig og de mange menneskerne, der før var stressede og morgentrætte, smider sig nu på gulvet i panik. En pige, der blev tvunget ned af sin mor, begynder at græde. Han tager sig til maven og smider sig på sine knæ. Jeg vil egentlig gerne vide, hvad han tænker i dette øjeblik, men det finder jeg forhåbentligt aldrig ud af. Jeg lægger min pistol på gulvet og går mod udgangen. Solen skinner over Aarhus midtby.