Jeg står urokkelig. Rundt om mig passerer folk videre, uden at taget notits af mig. Det hele står som i en tåge. Den eneste jeg ser klart er ham. Hans smil. Hans grin. Hans blik da han kigger på mig.
En stemme i det fjerne trækker mig ud af min trance. Verden bliver klar igen, og jeg skynder mig hastigt videre.
Jeg har aldrig følt sådan før. Aldrig har jeg følt et så stort had, men samtidig så stor en kærlighed for én person.
Mit hjerte hamrer hårdt i brystet på mig, når jeg ligger i mørket inden jeg falder i søvn, og forestiller mig hvordan det ville være at kysse ham intenst og kærligt, og hvordan det ville være at give ham en syngende lussing der vil få min håndflade til at prikke og snurre, og efterlade hans kind rød og ophævet, men samtidig følelsen af forståelse.
Jeg fyldes med uro, ved tanken om ham. For mit indre blik forestiller jeg mig hvordan adrenalinen pumper, når jeg slipper al min indebrændte vrede ud, igennem et så kraftigt slag, at jorden under hans ben vil ryste og gynge.
Jeg mærker min håndflade, svedig af vreden, imod hans varme kind. Den varme kind der sender kuldegysninger igennem mig, ved tanken om den gensidige kontakt imellem denne kind og min egen.
Den samme film kører gang på gang for mit indre blik. Hvordan vi i et filmagtigt øjeblik vil finde hinanden, på trods af alle odds, og imod alle uforståelse vil finde kærligheden i hinanden.
Alligevel hader jeg ham inderligt. En vrede, måske født af ulykkelig kærlighed. En vrede der omslutter mit hjerte og formørker mit sind. Men kun om dagen er mit sind mørkt. Kun når jeg møder ham på gangen i skolen foragter jeg ham. Men om natten lyser mit sind op, og min kærlighed springer ud som en blomst i solen. Her lader jeg de følelser og tanker jeg undertrykker om dagen, blive til virkelighed. Her trækker jeg min inderste hemmelighed frem for lyset, og viser den uden frygt til alle.
Oftest føler jeg mig bare udtømt for al energi. Når jeg ser ham blandt hans venner. Venner jeg aldrig ville kunne blive en del af, og passe ind imellem.

Udbrændt gemmer jeg alt andet end hadet og foragten væk, om dagen.
Det er lettere at vise sit had, end sin kærlighed over for andre.