Regnen tromlede ned over mig, mens jeg stod og ventede. Den bidende vind strøg om mine våde kinder. Jeg kunne mærke hårene rejse sig og myrepatterne krybe frem, som regnorme på en regnvejrsdag. Hvor jeg dog hadede det her. Alt jeg kunne tænke på, var det magiske øjeblik, hvor jeg endelig vil kunne se den komme kørende mod mig. Jeg smugkiggede på manden ved siden af. Ham og hans åndsvage blå regnfrakke. Den så varm ud. Jeg forestillede mig, at han, uden et ord, tog den af og gav den til mig. Jeg ville tage imod den og den ville smøge sig om min kolde krop og langsomt tø den op. Sikke en fantasi jeg har.

Jeg hader ventetid. Jeg følte mig som en druknet rotte, og sikker på, at jeg også lignede én. Jeg begyndte at ryste let. Kulden bed på hver eneste centimeter af min krop. Jeg klemte mine øjne sammen og ønskede mig et andet sted hen. Hvis bare jeg havde ankommet 5 min. tidligere, så ville jeg ikke opleve dette helved på jorden. Jeg begyndte at blive lettere irriteret. På den anden side af vejen, kom en lyshåret pige gående. Hun krydsede vejen og inden længe stod hun ved siden af mig. Jeg kiggede på hende ud af øjenkrogen. Hende og hendes fine, mørkegrønne paraply. Hun kiggede på mig og vi fik øjenkontakt. Smilende gav hun mig hendes paraply og i det øjeblik jeg holdte den over mit hoved, begyndte paraplyen at vokse. Den voksede sig til en kugle, som opslugte hele min krop. Inde i kuglen var der varmt og dejligt. Jeg kunne mærke varmen sætte spor i min hud. Hårene sænkede sig og myrepatterne krøb tilbage til deres skjul. Det var perfekt.

En regndråbe ramte mig på næsen og fik mig tilbage til den triste virkelighed. Jeg kiggede først på manden med regnfrakken. Dernæst på pigen med paraplyen. Jeg hader ventetid. Mere fik jeg ikke tænkt, før jeg fik øje på min redningsmand komme kørende mod os. Jeg blev ved med at kigge på den og talte sekunderne til, at den ville stoppe foran os. Flot, stor og ikke mindst varm var den. Og lykkelig var jeg, da jeg hev mit buskort frem.