Der var det. Brevet som jeg har ventet på i hele to måneder. To ulidelige måneder, som nærmere har føltes som år.
Jeg begynder at mærke varmen og nervøsiteten i hele kroppen. Mine hænder ryster og bliver en anelse mere fugtige, end de var før.
Alt omkring mig bliver stille. Alt handler om dette her lille brev. Lille men dog meget betydningsfulde brev.
Jeg kigger på det længe. Nærstudere mit navn, adressen og vigtigst af alt afsenderen, som så tydligt er markeret på forsiden af konvolutten. Intet ændre sig. Jeg har set rigtigt. Jeg ved ikke hvorfor jeg har en idé om, at brevets indhold ændrer sig, hvis bare jeg trækker tiden, og sidder ulideligt og venter lidt endnu. Bare lidt endnu.
Jeg kan bare ikke få mig selv til at åbne det. Hvis brevet indeholder en skuffelse, vil jeg ikke kunne bære den. Jeg vil blive for ked af det. For skuffet og indebrændt over, at jeg ikke har ydet mit bedste. Det er måske det eneste der afholder mig fra, at åbne det skide brev. Hvis der omvendt er en god nyhed i, så vil jeg ærgrer mig over, at jeg har brugt så lang tid på, at tage mig sammen, og få det afklaret. Eller vil jeg? Måske vil jeg bare koncentrere mig om den gode nyhed, og ikke kunne andet end at glæde mig.
Jeg ligger brevet fra mig og kigger væk i få sekunder i håb om, at det vil dæmpe nervøsiteten bare en smule. Mit hjerte begynder at hamrer hårdere og hårdere og jeg ved med mig selv, at det er ved at være tid til skubbe frygten fra mig og få fodret mig nysgerrighed. Jeg tager brevet lige så stille op fra bordet og tager lige et sidste kig på afsenderen. Får hurtigt konkluderet, at ingenting har ændret sig. Overraskende nok. Jeg vender det om, og flår lige så forsigtigt brevet op. Et skridt tættere på. Brevet nede i konvolutten er gult og, jeg kan tyde noget skrift gennem den lyse farve. Mine hænder er ikke længere bare fugtige og mine kinder føles udsædvanelig varme.
Der står det. De få ord, som jeg har ventet på i så lang tid.
Nervøsiteten ligger sig hurtigt og andre følelser tager over. Det var det. Det var virkelig det.