De små vaniljeis i deres prikkede sko og knappede skjorter som fnisende tripper op og ned af gaden. Alle elsker dem. Alle elsker sådan noget sødt stads. Også Anders, men det er længe siden, og det har jeg affundet mig med.
Men hvorfor skal de absolut også komme her?
Hvorfor skal de gøre krav på alt?
Ghettoen er mit sted. Eller ghettoen var mit sted. Nu er jeg iagttageren fra vinduet. Den aflagte flødebolle i æsken, som sidder og kigger ud over parabolerne og de matte vinduer.

Jeg orker ikke længere at sidde her med blikkene i nakken. Eller i virkeligheden orker jeg ikke de manglende blikke, som plejede at være der. Jeg skal nærmest sætte rekordniveau i nedringet, og ikke engang da får jeg et øje, et smil. Flødepigerne har erobret min by, og nu står hun dernede og tegner og fortæller, som var det en anden tiltrædelsestale. Alle smiler af hendes gode historie, og drengene kan slet ikke holde på spyttet, når de observerer de røde læbers bevægelser.

”Har du måske ikke nok i Anders?”

Det var denne tanke, som vidst blev til ord, som fik mig til at storme ned ad trapperne. Den og så meget andet. Fyldt med smerte, vrede og ærgrelse over så meget, som havde gjort så ondt at gemme indeni, flåede jeg døren op ud til gården og gik hen til hende. Et kort sekund betragtede jeg frygten og forvirringen i hendes ansigt, før mine fire, hvide knoer ramte lige mellem de to, blå, smukke øjne. Blodet løb nu fra den bløde pande i takt med, at de resterende, små vaniljepiger, spredes til alle sider. Mine drenge stod tilbage og gloede med måbende ansigter. Jeg kørte hånden gennem mit lange sorte hår og nød opmærksomheden såvel som det faktum, at ingen gjorde mine til at samle hende op. Da jeg vendte mig om og gik tilbage mod opgangen med hånden hvilende på hoften, kunne jeg mærke, at blikkene var tilbage hvor de hørte til.

Dagen efter var det mig selv, som gik på stationen, og pludselig er min kalender fyldt med små punkter. Små mødedatoer, hvor jeg skal komme og høre på en kvinde, som fortæller mig, at det er mig, som er forkert. I det mindste kan jeg iagttage i fred, og blikke er der nok af.