Her stod hun. Midt i rummet, rummet fyldt med lys og lyde. Blinkende lugter og spøgelsesspisende oste. Hun kendte rummet alt for godt, men brød sig ikke synderligt om det. Rummet var en ghetto i ghettoen. En grim nød i en grim skal.
Spillemaskinerne var ren facade, facaden der dækker over noget dybere og dette dyb var på et rekordniveau. Kommunen sagde at alt var fantastisk, men alle andre vidste hvad der foregik.
Efter brandulykken var det gamle hyggelige antikvariat, som hun elskede så højt, blevet forvandlet til noget hun knap nok gad kigge på. Et sted for seje unge mennesker med highscores og Ray-Ban's. Alle disse ting hun ikke ejede og aldrig ville få interesse i at eje. Hun spejlede sig i glasset fra en tv-skærm og lod hånden glide gennem det kortklippede lyse hår.
Det var som om brandslangerne dengang ændrede hendes liv, hendes stille, rolige, lidt ensomme eksistens var gennemvædet, tynget af grundvand. Alt var tungere, men samtidig lettere. Let på den lidt mærkeligt subtile og uoverskuelige måde, som en fjer. Men hver gang hun ville fange den mellem hænderne, betragte den og bare lade sig indhylle i sin fiktion, fløj den let og elegant fra hende. Den hånede hende. Hånede det hun var, det hun gerne ville være. Alt var så forfærdelig udholdeligt ligepludselig. Hun havde gemt sms'en, hun havde læst den mange gange. Både inden i sig selv, men også med lyd, ikke så højt så andre kunne høre den. Kun en svag hvisken over læberne, en hvisken hun kunne nå at sluge igen ligeså hurtigt som hun havde skabt den. Det var sådan hun helst ville have det ikke, hun ville ikke i fokus.
Men her stod hun på det aftalte sted på den aftalte mødedato. Hun vidste ikke om hun skulle glæde sig eller være bekymret. Alt hun foretog sig var en galgenfrist, en lille bevægelse, i en større bevægelse der skulle bringe hende så meget tættere på mødet. Mødet med ham. Ham med det søde smil, de smukke øjne, hun elskede hans øjne. Alt var så utrolig uudholdeligt; lugten af fastfood og larmen fra maskiner og personer, bevægelse og dertil hørende lyd. Sejrsråb og hårdnakkede råb om snyd, bedrag og mere sodavand.
Men det var her de skulle mødes, på de sejes domæne. Hvorfor skulle hun nu til at være sej?