Ja her står jeg så... Igen,med sne op til anklerne. Bare for at få et lille glimt af ham, så jeg føler jeg kan trække vejret igen, vel videne at jeg ikke drømmer. Mine fødder gør ondt, men det er jo i sig selv ikke så mærkligt, hvor mange stiller sig frivilligt i en snedrive med kondisko på?
Hvis min mor kunne se mig nu, ville hun nok grine og skælde mig ud, men hvad ved hun om at være forelsket? Jeg tør vædde på at hun aldrig har haft det sådan.
Jeg gemmer mig bag en hæk, med udsigt til hans værelse. Han kan ikke se mig herfra kun folden hvor deres hest står og glor dumt på mig, det ser næsten ud som om den griner af mig. Men hvad ved den, det er jo bare en hest, begynder dens hjerte måske at hamre helt vildt, hver gang der kommer en hingst forbi den? bliver den måske rød i hovedet, og begynder stammende og spørge om de skal dele en gulerod, det tror jeg ikke.

Endelig dukker han op i vinduet. Gud hvor er han dog smuk, hvis jeg dog bare kunne tage mig sammen til at snakke med ham. Men hver gang han siger "hej" til mig, bliver jeg rød i hovedet, mit hjerte galopere som en vædeløbshest, ordene vælter forkert ud af munden på mig, og det værste er at al motorik forlader min krop.
Mødte ham en dag da jeg var på vej op til Brugsen med nogle veninder, og ud af det blå kommer han gående, "hej Sarah" sagde han til mig. Det er det pinligste jeg nogensinde har oplevet, istedet for at svare "hej Jesper" blev det til en mærklig grynten, mine ben blev som gelè, det hele snurrede rundt og pludselig lå jeg på jorden. Hvis jeg så bare havde været besvimet kunne jeg bortforklare det med solstik, men nej, jeg gik lige ind i lygtepælen, den stod bare lige foran mig, som var den sprunget frem ud af det blå.
Derfor har jeg valgt at holde mig skjult bag en hæk, her kan jeg umuligt gøre mig selv mere pinlig berørt.

Det er på tide at gå hjem nu, jeg kan slet ikke mærke mine fødder mere. Da jeg har passeret hans hoveddør vender jeg mig om for at suge det sidste af hans nærvær til mig, da han pludselig åbner døren, og smiler til mig, "vil du ikke med ind " spørger han. Mit hjerte galopere afsted og det føles som om jeg har fået kæmpe sommerfugle i maven, de basker hårdt med deres vinger, men det er også som om hele min krop bliver varm og smelter. Stille får jeg stammet "øhhh jo tak"