Brændende kærlighed.

Prikkende krystaller af kulde jog gennem tungen, så det isnede i tænderne. Min tunge. Mine tænder. Sødmen krøllede hen over smagsløgene, pirrende, vanilje blomstrede i ganen. Lindrende kulde hvirvlede legesygt i maven som små snefnug. Snekrystaller, lag på lag, mellem komprimeret luft. Diamanter, selv i mørke. En mørk koboltblå himmelhvælv over hvidpudrede marker. Frostdækkede pytter med spindelvævssprækker efter sten og støvler. Og en snemand, halvt færdig med slips og hat. Vanter om små skovlende barnehænder. En kvindestemme. Knitrende sne, som faldne hvide efterårsblade, under løbende fodsåler.
Livlige flammer. Livsgivende varme, altædende ild. Brændende kærlighed. Evakuering.
Tankeløse lyde, metal, porcelæn, brusende vand. Lussinger af bevægende vind skabt af usynlige personer, smækkende døre. Klirrende lydbølger af granit som bordpladen, hvor hun stod. Nynnende fløjt, som fuglens udenfor, i takt med vandplask og sprøjt.
Susende vinde mellem mine afkølede tænder, piber ved alle de huller, jeg har opsamlet i tidens løb. Vaniljeis. Jeg lægger skeen, hører den klinkende beklagelse mod den sarte porcelæn. Forestiller mig en grov metaland hilse på en stolt påfugl. Rindende vand, som et vandfald. Stilhed. Klaprende fodtrin mod tyndt linoleumsflade.
”Jeg er ikke din hjemmesygeplejerske,” sprøde klokker i samtlige hukommelsesdepoter.
En varm rose mod mine læber... En kold hånd... tyndt bomuld... elastisk, blød hud... varme... Tomme øjne... flammer... mørke...
”E-evangeline,” en svag, gammel mands stemme. ”Mødested.”
”I dag som aftalt,” En kiste med rødt fór. Hemmeligheder skjult, skatte gemt af vejen og begravet.
”Jonas, jeg..”
En nattergals trille. Farvede papegøjehaler i en afskåret verden af ensomhed. Nærmere, nærmere...
”Det gør mig ondt. Dit syn. Dine ben.”
En afhugget hånd, slap langs min side. En kløft, en fossende flod mellem to bredder, skabt af årtiernes regn.
”Brænden,” som aske lød min stemme.
Jeg tiltede til venstre. Et strejf af varme. Brændende kærlighed. En stemme tæt på, som i mit hoved.
”Du var der.”
Jeg nikkede. Svidende tunger af smerte, som slanger fra fortiden.
”Du var der ikke,” jeg hadede asken, der nu flød fra mine læber.
Hun rejste sig fra min side, forsvandt.
”Jeg er ikke din hjemmesygeplejerske.” Et ekko.
Som en bølge, uberegnelig.
”Det brændte. Flammerne tog mit syn, mine ben. Dig.”
Tavshed.
”Du har ret. Du er ikke min hjemmesygeplejerske.”
Men du var min ungdomsven.