”Fri, endelig fri, endelig fri,” tænker drengen, mens han løber alt hvad han kan. Hans fødder tramper i takt med hans tanker. ”Fri,” trommer højre fod, ”endelig” er når begge svæver over fortovet i et kort øjeblik, og ”fri” igen, når venstre fod lander. Han puster i varmen.

Naboen vinker, og han råber halløjsa til hende. Drengen kan godt lide naboen, selvom hun er gammel. Nogen gange giver hun ham slik, og det var hende, der opdagede reden. Den sidder i det træ i haven, som storebror kalder klatretræet. Det gør drengen også, selvom han stadig er for lille til at komme op i træet uden hjælp. Bare han havde en brandbil, så kunne han trække stigen ud og være deroppe på et kort øjeblik. Men han har set æggene, far hjalp ham op, helt op i toppen af træet.

I går viste far ham en række store og tunge bøger. ”Et leksikon,” forklarede han. ”Du skal kigge under G, så finder du den." Og der var den. G-r-å-s-p-u-r-v. Lille og med bløde fjer og lige så brun som grå. Tre til seks æg. Hans har fem. Drengen blev alligevel skuffet, han havde forestillet sig en stor og farverig fugl. Måske en slags papegøje.

Havelågen knirker, skoletasken ender foran hoveddøren, han gider ikke gå ind. Hans far og mor er på arbejde og storebror stadig i skole.”Jeg er næsten stor,” tænker drengen. ”Stor nok til at være alene hjemme en time.” Og hvis han føler sig ensom eller lille, er naboen der jo.

Fuglene opfører sig anderledes. De flyver frem og tilbage. Vældig travle. Små og ivrige. ”Bare der ikke er sket noget alvorligt,” tænker drengen. Han må simpelthen op i træet, brandbil eller ej. Der må være en måde. Han kigger sig omkring og opdager den. ”Grim,” siger mor om den. ”Sjov,” siger far.” Åndssvag og pinlig,” siger storebror.

Drengen bakser havenissen over til træet. Den er tung som et eventyr. Han træder op på dens lange næse, videre op på huen. Nu kan han nå den nederste gren og svinge sig op til grengaflen. Forpustet sidder han der og venter lidt. Armene gør ondt. Så klatrer han videre opad, indtil havenissen ser lille ud, og hans hænder bliver svedige.

Endelig er han der. Fem små, næsten nøgne fugleunger med vidåbne næb. Akkurat så mange som der var æg. Fuglene er lyserøde og lidt grimme. Han læner sig ivrigt ind over reden, strækker sig ud og er ved at miste balancen. Så græder han så højt, at naboen kommer løbende. Hun tjekker fuglereden, men han ved det er for sent. Den landede med bunden opad. Drengen føler sig med ét alt for stor.