Jeg kærtegner den hvide fod en smule. Nusser den blot. Stryger fingrespidserne over de rødlakerede tånegle. Så glatte.
Min ryg buer og strækker sig så på langs med den hvidmalede væg, i takt med at jeg trækker vejret. Buet, strakt. Ind, ud.
Hele min krop er placeret på den brede, hvide vindueskarm, som indrammer en lille del af mit nydelige hvide værelse.
Vinduet står åbent og min krop ryster en smule, medens at den kolde nordenvind berører mit legeme. Små hvide skyer udgår fra min mund, når jeg puster ud. Gid man kunne føle disse skyer.
Udenfor er alt grønt blevet til hvidt. Sneen dækker alle elementer og viser naturen fra dens mest ensformige side.
Jeg ser kun én farve, og det er hvid.
Men mine ti røde tånegle fascinerer mig. De er det eneste der skiller sig ud.
Jeg stikker den ene fod en smule ud af vinduet. Storetåen peger mod et vissent træ bestrøget med hvidt sukker.
Jeg tænker på smukke røde blomster, som står i deres pragt, helt forladt i den hvide sne. På røde kinder som blusser op, da de små fnug rammer de sarte kinder. På små stænk af rødt blod, da kvindens inderlighed bliver forløst ude i den øde snebelagte mark. På røde læber, der kysser de nyfaldne fnug.
Jeg tænker smukke tanker, for livet er smukt og det skal leves, med stærke farver af rød i de blide, hvide farver. Man skal skille sig ud i livet. Være den røde i den hvide.
Jeg får gåsehud over at tænke på, at jeg kunne være den røde. Lysten til ikke at være andet er næsten for stor.
Jeg får lyst til at skrive nu. Jeg blev inspireret. Jeg er den nye digter – eller, det vil tiden vise.

Jeg kan godt lide, at være den røde i den hvide. Men bagefter fjerner jeg grundigt den røde neglelak fra mine tånegle. Det er også rart, at være den hvide i den hvide.
I min nøgenhed lander jeg hvid i sneen. Arme og ben spredt, så jeg ligner en engel. En usynlig engel.
Kulden kilder min ryg, så den buer igen. Men denne gang på grund af utilpashed over kulden. Man skal lige vænne sig til det, og så slapper man af. Lukkede øjne, hvorpå isnende dråber smelter og bliver til varme, for man kan godt være varm i det hvide.

Nu vil jeg sove i mit hvide sengetøj. Sove som hvid og lade den røde farve, vente til i morgen, hvor jeg vil blive anerkendt digter. En rød digter.