Det var væk! Jeg stirrede på skrivebordet, men det hjalp selvfølgelig ikke. Jeg stod på første sal i det lille kontor, som min kone og jeg havde banket sammen i vores byggesjuskede halvfjerdserhus. Mine næsebor voksede, jeg trak vejret i små ryk, og hjertet hamrede mod ribbenene, som ville det ud. Hvem fanden havde taget det? Og Hvorfor skrev jeg det elendige brev? Et anfald af dårlig samvittighed. Naturligvis ... hvad ellers? Jeg troede, en hemmelig tilståelse ville hjælpe. Sikke noget vrøvl.

Tom
Jeg har været i seng med din kone ... med Dorthe. Jeg elsker hende ikke. Det var bare noget der skete. Undskyld!

Der stod ikke andet, men det var også nok. Da det var skrevet, gik jeg på toilettet. Og i den korte tid, jeg var væk, forsvandt det. Jeg svedte, og benene føltes så svage, at jeg sank ned i kontorstolen, der stod bag mig. Jeg gemte ansigtet i hænderne, og havde lyst til at græde.
Hvem har brevet nu? Rengøringskonen rumsterede et eller andet sted nede i stueplanet. Jeg kunne høre støvsugeren. Hun arbejde altid sent. Himlen skulle have samme farve som hendes løn, så havde hun det bedst. Hun kunne have sneget sig ovenpå og neglet brevet, men hvorfor? Ville hun presse mig til en lønforhøjelse?
"Ha!" Jeg lagde hovedet bagover og studerede loftet.
Min kone sad i stuen sammen med gæsterne og kaffen. Det gjorde hun i hvert fald, da jeg gik, men det kunne godt være hende. Hvis noget flød på skrivebordet, så tog hun det. Det føltes, som trak nogen en klump tøris ned over min ryg. Endelig var der Tom og Dorthe. De uventede gæster. Jeg følte mig som en vingeskudt and, da de pludselig ringede på og gik ind.
Jeg snakkede med dem, som var intet hændt, mens den dårlige samvittighed bed hul i mine nerver. Da konen og kaffen kom, løb jeg min vej.
"Undskyld." Det lød, som havde jeg en varm frikadelle i munden.
Jeg styrtede op af trappen, ind på kontoret og skrev det åndsvage brev. Jeg rynkede panden, det kan godt være Tom eller Dorthe.
Jeg rejste mig stakåndet som Sylvester Stallone i hans nyeste film. For fanden da. Jeg må ned til dem. Stirre på dem, forsøge at gennemskue. Det var umuligt, men det var også nødvendigt.
Jeg tog et skridt ... tøvende som en ræv på tynd is. Døren gik op. Jeg stivnede og så min kone svæve ind. Så for satan! Hun havde brevet i hånden, og hun viftede med det.
"Har du skrevet det her?"
"Øh ja." Hun smilede. Det havde jeg ikke regnet med: "Jeg ... jeg kan godt forstå, hvis du er vred." Jeg knugede mine hænder. De føltes klamme.
"Det er jeg ikke."
"Ikke!" Jeg måbede.
"Jeg har også været i seng med hende. Hun er tam på et lagen."
Min kone smed brevet i skraldespanden