Mine brune støvler samler støv. Mens jeg går med dem. Jeg sparker til småsten mens jeg går hen ad den støvede vej. Jeg skubber op i min hat, og går med stolte skridt. Folk undgår mig. Men sådan kan jeg også bedst lide det. De skynder sig væk så snart de ser mig, eller hører mine skridt. Slår hovederne ned, og håber på at jeg ikke vil ”ofre dem opmærksomhed”. Gaden, ja hele byen, har overflod af frygt når jeg går der.Sådan skal det være. Jeg går langsommere, tager min slidte pistol op.Den er nok gammel, men den har aldrig svigtet mig. Jeg stiller mig åbent lyst og lader den med krudt. Imens tager menneskerne fugleflugt væk herfra. De kan mærke at der er noget under opsejling. Snart er der tomt på gaden. Jeg holder godt fast om min pistol, og begynder at gå igen. Denne gang hurtigere. Går hen imod èn bestemt bygning. Et øjeblik står jeg på verandaen, venter. Der er helt stille nu. Ingen mennesker på gaden, selv dyrene er forsvundet. Uden varsel braser jeg ind. En ældre mand, med venligt ansigt og hvidt hår, sidder ved sit skrivebord. Hans ansigt lyser op, i samme øjeblik. Ingen frygt er der at spore i hans øjne. Rummet dufter af friske af frugter. Et øjeblik, for første gang i mit liv, tøver jeg. Men kun et splitsekund. Så løfter jeg hånden. Og skyder. Jeg når lige at se forbavselsen i hans ansigt. Og nu er den frosset fast, intet vil få udtrykket til at gå væk. Jeg står lidt, kigger omkring. Tager et æble. Åbner en skuffe og tager et fotografi ud. Et billede af en smuk, dame af indiansk afstamning, sammen med en stolt mand. Foran dem, står en lille dreng. Han har allerede hat på, og et alvorligt udtryk på hans unge ansigt. Damen og mander holder hver en hånd på drengens skulder. de ser så lykkelige ud. Jeg tørrer det forsigtigt med mit tørklæde, og lægger det på bordet. Et sidste blik, og så er jeg væk. Sporløst forsvundet, indtil næste gang jeg dukker op i en eller anden godtroende by. Jeg løber, og fløjter højt. En smuk, brun hingst med blis dukker op.Øvet springer jeg op i sadlen, og føler en ro tage form i mig. Her hører jeg til. I sadlen. Jeg mærker efter den grønne fjer i hestens bløde manke. Da mine fingre strejfer den, får jeg med det samme ny styrke.
Jeg mærker efter pistolen. Det var hans egen skyld. Far sagde selv at den pistol ville koste ham livet en dag. Og det gjorde den. Jeg gjorde det for både hans og min skyld. Han skulle ikke se mig i galgen. Nu er jeg fri.
Jeg trykker let mod hestens flanker, og et øjeblik efter er vi i fuld galop væk fra byen, som kigger forsigtigt frem bag sikre skodder. Bare den vidste at den aldrig var sikker.