Mette vinker mig ind på kontoret. "Vi må tale sammen, Susanne. Om i går," siger hun.

"Din mand kom forbi, mens du var på cafe med din veninde. Han stod uden for muren, skreg og truede".

Jeg rejser mig. Kold og stiv. Går over til vinduet. Kigger ud på muren. Stirrer stift på den og håber mit blik bliver til røntgenstråler. Står på tæer og forsøger at spejde hen over den. Jeg kan ikke se noget. Vil nok heller ikke.

Min hånd ryster, da jeg trækker persiennen ned. Den er mørkegrå med lyst støv på. Jeg tørrer lamellerne af med mine fingre. Støv går ikke. Her må ikke være beskidt, når han kommer ind. Lyset trænger ind mellem lamellerne, når jeg støver dem af. Støv går virkelig ikke. Jeg må også vaske køkkengardinerne, det er uger siden, nogen har gjort det. Stryge dem. Han hader krøllede gardiner. En af lamellerne knækker.

Så græder jeg. Tårerne sprøjter ud af mine øjne, det føles som om jeg aldrig har grædt før, jeg har en masse tårer i overskud. De kan ikke være derinde længere. Lamellerne flyder sammen i en stor grå masse. Jeg mærker Mettes hænder på mine skuldre. Varmen fra dem sender besked til mine fødder, de følger roligt med hendes hænder tilbage til sofaen. Vi sætter os ned. Jeg tørrer snot og tårer af mit ansigt med det ene ærme. Min stemme ryster også.

"Undskyld."

"Lene gik ud for at tale med ham. Jeg ringede efter politiet og skyndte mig ud ad bagvejen. Tog bilen og kørte ind efter dig. Bare for at være på den sikre side. Politiet ville først ikke komme, fordi du aldrig har anmeldt ham. Silja gik i panik og låste sig og Vita inde på toilettet. Lene var også bange. Han var meget voldsom. Så til sidst kom en patrulje."

"Han bliver tit meget vred."

"Han stak af da han så politibilen. De ledte længe, mens du og jeg kørte rundt. Pludselig var hans bil væk. Ingen så ham køre."

"Er du helt sikker på Johan ikke ... ?"

"Ja."

Det bliver lettere at trække vejret. Mine fødder sidder helt stille under bordet. Nu er der kun ét alt for stramt korset omkring mit bryst. Det maser sig ind i kødet, det gør ondt. Men der er kun et tilbage. Jeg skænker en kop kaffe. Læner mig tilbage. Mine fødder tripper. Hurtigere og hurtigere. Jeg slipper aldrig af med det sidste korset. Mette taler og taler. Det er lige meget. Jeg slipper aldrig af med ham.

"Susanne. Du har flere muligheder. Der er …"

"Jeg må løbe. Der er noget jeg skal se i fjernsynet."

Der er TV Shop igen i dag. De sælger et løbebånd, jeg ikke har råd til at købe. Jeg har slet ingen penge. Jeg kan ingenting. Vi har ingenting. Jeg er så træt. Jeg krummer mig sammen på sofaen som et foster. Glor videre, der er en kvinde på løbebåndet. Hvorfor ser hun glad ud? Jeg græder igen.