- Hvad laver du her?

Jeg kender den stemme. Den er belagt med rustent stål. Min gamle dansklærer. Skabningen er ikke blevet kønnere med årene. Hun blævrer rundt, mens hun tramper hen ad havegangen med armene sat i det, der måske engang var en talje. Før jeg fik hende til dansk i første klasse.

- Jeg kommer fra transportfirmaet. Du … De … har jo bestilt flytning.

Blikket har hun endnu. Hun er i gang med at analysere min udtalelse. Pokkers, jeg sagde du. Jeg bliver nødt til at sige noget for at formilde hende. Stoppe ordflommen, der er på vej. Flæsket omkring kæberne arbejder allerede på at udstøde dommen.

- Ja, det er vel den rigtige mødedato?

Den feberredning fortjener et 12-tal.

- Det er aldeles ikke en flytning. Det er en evakuering! Huset er fuldt af gennemsigtig svamp. Livsfarligt! Uhelbredeligt. Mit hjem er usælgeligt. Ubrugeligt. Forsikringsselskabet … Hun sprutter så meget, at jeg ikke forstår resten.

Ok. Min feberredning fortjente kun et 10-tal, hun kommenterede da ikke mit du.

Vi går ind i det flade parcelhus. Interiøret er fra 70erne ligesom huset. Jeg bærer forsigtigt hendes teaktræsmøbler ud. Et af sofabordets smalle ben bumper alligevel ind i dørkarmen. Heldigvis er hun ude i køkkenet for at pakke det sidste. Hvide kopper med orange cirkler omgivet af en brun ring. Jeg kunne ellers godt have brugt en kop kaffe. I stedet ruller jeg den flaskegrønne rya sammen.

Vejret er middagslunt, så jeg sætter mig på fortovet med min madpakke. Strækker benene ud over fortovskanten, akkurat som et barn. Ser en mand komme hen mod mig.

- Henrik?

- Peter?

Min ungdomsven fra gymnasiet. Sjove Peter. Hele min barndom har åbenbart tænkt sig at overraske mig i dag. Hans ranglede krop er blevet fyldig. Tindingerne høje. Hvad jeg laver?

- Jeg har et transportfirma. Flytter alt undtaget kølevarer.

- Hun kunne nu godt trænge til at komme på køl, siger han og kigger over på min dansklærers hus.- Men vi slipper i det mindste af med hende.

Jeg nikker. I morgen aften er jeg også fri for at være sammen med hende. Men slippe af med hende, det gør jeg aldrig.

- Hun holder øje med alt. Vi kalder hende vagtselskabet, fniser Peter.

Jeg smiler og spørger, hvad han laver.

- Jeg er også selvstændig. Skadedyr. Undersøge og bekæmpe. Er involveret i beboerforeningen. Jeg foreslog, vi undersøgte husene for svamp.

Nu dæmrer det. Var det ikke biologi, Peter ville læse? Usynlig, uhelbredelig, livsfarlig svamp? Jeg glor med åben mund. Han blinker med det ene øje.

- Jo, hun skulle have hørt bedre efter i biologi, siger han tørt.- Øl i aften? Jeg nikker.
”