" Hvordan fanden kan han tillade sig det, den store idiot, huuuu, " Hun kastede mobilen fra sig, så den landede i sofaen og tog et ordentligt hop. " hold kæft mand den store idiot, jeg hader ham den idiot, " Som et hav i stormvejr for hun frem og tilbage i stuen, og slog sig selv i den hule hånd, mens ordene blev udtryk med stor kraft. " Hold kæft, hvor han lyver... den idiot, han tænker da kun på sig selv." Hun følte sig som en vulkan i udbrud, blodomløbet rullede rundt i årene, hendes hjerte hamrede hårdt og taktfast, frem og tilbage gik hun med hastige skridt og slog ud med armene, alt imens hun gentog sig selv som en slags mantra. " for fanden en idiot, for fanden en idiot, jeg hader ham, hader ham,".
Hun satte sig et kort øjeblik på en stol, men blev hurtigt drevet op igen, gik rundt, sagde ordene, slog i luften. Hendes tanker kredste om dette ene, denne uretfærdighed, hans løgne og bedrag der gik ud over de uskyldige børn, det var da for fanden ikke deres skyld, at de var blevet skilt, det mindste de kunne gøre nu var da at være villige til at samarbejde, og sluge nogle kameler, om så for børenes skyld. Hun måtte gøre noget, det måtte stoppes det her vanvid. Hvad skulle hun gøre.
En tanke tog fat, først ville hun skrive det hele ned som det var, derefter ville hun gå rettens vej om nødvendigt, dette måtte være nok.
Resolut tænte hun computeren, gik ind på skriveprogrammet, og begyndte at skrive som var hun besat af en djævel, der var kun dette der eksisterede lige nu. Fra en afgrund dybt i hendes sjæl strømmede disse ord frem som et vandfalds fossende vand, som ville de ingen ende tage.
Hendes blik faldt på skærmen, læste den sidste sætning hun havde skrevet, det var som et eller andet sprang i hendes bryst, og som i en krampe kæmpede gråden sig frem til den overmandende hende helt, og hun var som en majonet dukke bundet i sine følelsers vold, men samtidig var det en stor befrielse.