Bag glas ser jeg ansigter. Alle kigger tomt på computerskærme eller fjernt ud i ingenting.
Jeg kigger på sedlen i min hånd. En mødedato. Dette er mødestedet. Jeg ser igen op og møder et blik. Smiler prøvende til fyren bag glasset. Han stikker albuen i siden på kammeraten og vipper hovedet i min retning.
Jeg genkender situationen og behøver ikke se den forudsigelige reaktion på mit kontroversielle udseende.

Jeg trækker et nummer og sætter mig i en ukomfortabel grøn lænestol. Roder rundt for at finde en behagelig stilling i det skriggrønne helvede og undgår blikke jeg ved bliver kastet. Stryger en tot lyserødt hår om bag øret og vipper med fødderne.

En mand med trætte øjne kigger ned på mig fra sin højthævede kontorstol. Jeg viser ham min seddel. Han viser mig en anden etage.

Først ser jeg mennesker siddende spredt rundt om borde, mange med hovedet bøjet. Dernæst bemærker jeg en kvinde midt i lokalet. Hun hilser højlydt velkommen. Jeg nikker stumt. Og finder en ledig stol.

Flere kommer dryssende. Tilsidst lukker kvinden døren og stiller sig foran bordene og os. Hun står med armene bag ryggen og brystet skudt frem og ligner en sørgelig parodi på en tomhjernet idiot fra det lokale vagtselskab.
Hun præsenterer sig, som en samfunds-hjælper – en ven. Hun vil råde os og være til hjælp i vores søgen efter fast arbejde. Det var indledningen og hun påbegynder et længere foredrag om vores jobmuligheder.

Jeg taber interessen for hendes ord og sender mit blik ud gennem vinduet. Betragter et svævende efterårs-rødt blad. Jeg kaster mig ud i en dyb filosofering over tilværelsen som blad.

Vi bliver inddelt i grupper og bedt om at samtale med hinanden om vores individuelle job-erfaring. Jeg planlægger at tage min taske og gå – da jeg møder et blik i den opbrydende menneskemængde.
Øjnene smiler til mig og det samme gør hans mund.

Kasper!

Vi mødes udenfor lokalet. I samme åndssvage gruppe som min ungdoms-ven føler jeg hvordan dagen er reddet. Vi smiler stort til hinanden, mens vi i fællesskab med andre jobsøgende, kontanthjælp-modtagende stakler morer os med at besvare jobsøgnings-relaterede spørgsmål printet på papir. Med Kasper i gruppen er jeg pludselig tryg og grinende af sjove ting der bliver sagt imens vi besvarer dødsyge spørgsmål med fed sarkasme.

Udenfor i efterårs-vinden fanger Kasper mig i et bjørnekram. Jeg smiler til den dreng jeg forsømte i min stressede hast mod voksenlivet. En svulmende følelse i brystet siger mig at Kasper kommer tilbage til mig på det helt rigtige tidspunkt.
Uden ord stikker jeg min arm ind under hans og sætter kursen mod en fælles portion vaniljeis.