Når jeg ser på dig er der kun én ting jeg har lyst til. Det er svært for mig at styre min trang. Min længsel. En trang der kun vokser fra dag til dag, fra år til år. Den er ustoppelig, ubønhørlig.
Men den skifter hele tiden fra dag til dag alt efter hvad du siger og gør.

Bagerst i klassen sidder jeg og ser på dig. Din nakke og dine skuldre, der hæver og sænker sig når du trækker vejret. I byen ser jeg dig. Din ryg og dine ben, der går fremad. Går på en måde som er karakteristisk for dig. Altid ser jeg dig. Og altid med svedige håndflader.

Du giver mig en helt særlig følelse, som er så let at læse i mine øjne. I mit ansigt. Du burde faktisk se den, du burde have gættet det. Men jeg kniber øjnene sammen og tæller til 10. Sender dig mine falske smil, der ikke dækker over det jeg føler når du er i nærheden.

Hvis jeg var digter, eller havde en gave for ordenes brug, ville jeg finde flere og bedre måder at beskrive dig på. Forklare hvordan du skaber uro i min mave. Hvordan du ødelægger min daglige rutine og forstyrrer min tankestrøm. Hvordan du konstant blander dig i alt hvad jeg gør!

Det værste, det hårdeste, det du gør allerbedst: efterlade mig som et kæmpe spørgsmålstegn. ? Hvad er det her? Jeg er ikke dum, jeg er handlekraftig og aldrig konfus! Bortset fra nu og med dig.. Og uden dig. Men mest med dig… hvad er det der sker?
Men spørgsmålstegnet ender ikke kun ved dig, det vokser og det breder sig. Omfatter mere og mere: hvad går det her ud på? Hvorfor var det her vigtigt? Hvad er vigtigt? – og endelig – Hvem er jeg? – Men vigtigst – Hvem er du?

Den her følelse er svær at blive klar på – så det er godt der findes film og bøger. Især bøgerne sætter ord på mine tanker, men giver mig ikke svar? ”To beo r not to be” er ikke længere spørgsmålet, det store spørgsmål lige nu er:
Vil jeg slå eller kysse dig? Er du min Romeo eller min nemesis?
(Er jeg ved at blive tosset?)