I lørdags var jeg ved at forlade min mand. Han satte sig på gulvet i entreen og græd. Han sagde en masse, jeg ikke forstod. Han sagde det igen og igen, og jeg tror først, jeg fandt mening i det efter fjerde gang. Hvis jeg rejste ville han se hverken mig eller vores datter Katrine igen. Jeg vidste hverken op eller ned eller hen eller ud, kun så jeg Katrine, der møder sin far på gaden. Hun hager sig fast i hans ben, men han ser ikke på hende, går blot videre indtil hun må give slip og sætte sig forundret, endnu ikke grædende, på jorden, for det var da hendes far, ham der kilder hende så hun skriger af grin, var det ikke?
Jeg så hende opsøge ham i hans lejlighed, stå i entreen: ”jeg kan excellere i de verbalorgiastiske excesser, far, jeg kan excellere i de verbalorgiastiske excesser”, og hun kan remsen bagfra, den lille pige: ”Excesser verbalorgiastiske de i excellere kan jeg far!”. Det vil få ham til at grine, det er hun sikker på, nikker for sig selv, men han siger ikke noget, lukker døren og hun står derude på den anden side og tænker, at hun måske alligevel ikke sagde det rigtigt.
Jeg så hende marchere ind under en prøve med symfoniorkesteret med sin cello, sætte sig og begynde at spille og synge og alle måber og forstår ikke hvad der sker, før det går gennem flokken af musikere at det er Peters fortabte datter, og Peter går ud af salen, for han skal alligevel ryge.
Jeg så hende stille øl foran hans dør og på hver enkelt skrive ”Hej far, det er til dig, kærlig hilsen Katrine”, og ringe på og der er ingen der åbner, og hun tænker, at hun måske alligevel skulle have skrevet ”din datter Katrine” i stedet for bare Katrine. Og jeg så hendes konfirmation og hendes bryllup, og jeg blev som varm, flydende jern, der fjernes fra ilden og størkner, så tung så tung og kold, og jeg satte mig ned på gulvet ved siden af ham og sagde: ”Så lad os prøve at få det til at fungere.” Med ordene opløstes jeg til partikelstørrelse til jeg ikke længere var.