Han gik ned af 6. Avenue. Manhattan var sgu en lang bydel, men John havde sat sig for at gå fra den ene ende af byen til den anden. Stort set en dagsrejse til fods, inkl diverse stop i barer, diners etc. Man skulle jo heller ikke være asket.

Sanserne arbejdede på højtryk. Wall Street, Rockefeller Center, Empire State Building, Central Park, NBC, Lincoln Center. Han kunne blive ved. Det var som at deltage i sit eget afsnit af Friends eller Sex And the City. Bombardementet af berømte varemærker, gadenavne og monumenter blev bare ved og ved. Byen fyldte John med en energi han ikke havde følt længe. Den var som en stor svulmende muskel som bare pumpede blod ud i venerne. Man kunne næsten føle hvordan byen var et af verdens hjertekamre.

Angrebet på World Trade Center havde ikke nået sit mål - at gøre byen til en krøbling. Tværimod havde John hørt hvordan tårnene igen var ved at rejse sig af asken. Lyden af metal der skurrede imod hinanden, og det storslåede syn af etage efter etage i stål og glas der rejstes, og knejsede imod himlen. Ingen tvivl - New York var kommet sig.

John kom til Broadway, og der stod sgu David Lettermans navn med store bogstaver på et billboard! Blev det meget større? Patetisk, ja. Men det var mediernes magt - vi lod os villigt forføre.

John mindede sig selv om at der altid var en bagside af medaljen. Hjemme i vores lighedselskende Dannevang var han jo blevet flasket op med at al denne rigdom skete på bekostning af noget andet. Folk der boede på gaden, folk uden mad, og andre stakler som ikke fik del i den amerikanske drøm. John mindede sig selv om at de eksisterede, men det var bare svært at løsrive sig fra forelskelsen i denne storslåede by hvor alt glimtede på overfladen. Det var let at forstå hvordan den havde kunnet virke så dragende på folk i så mange generationer, som var kommet for at tage del i drømmen.