Elisa var træt af sit arbejde. Hun havde villet gøre en forskel, men det var efterhånden svært at se hvordan forholdene blev bedre for beboerne. Området var langsomt ved at degenerere, og i diverse artikler fremstod det mere og mere som en ghetto. "Hvad nytter det?" tænkte hun, og tog en slurk af kaffen.
- Har vi fundet en ny mødedato med brandvæsenet? De vil vel ikke komme herud uden politibeskyttelse?
Brandfolkene havde netop aflyst dagens møde fordi politiet ikke kunne afse ressourcer. Flere gange var brandslanger blevet klippet op under slukningsarbejde, og sammen skulle man se hvordan man kunne løse det.
- Nej, ikke endnu, svarede hendes kollega Steven. - Det virker lidt som om de helst vil undgå det.
Steven var ansat for kort siden siden, og Elisa fornemmede noget af det samme i ham som havde brændt i hende. Idealisme og en tro på det gode. En sand samfundshjælper, tænkte hun, og skammede sig over at være blevet så kynisk. Det var bare svært at se de unge drenge blive opslugt i banderne, drenge som havde været søde og høflige som små og nu vendte sig nu truende imod hende når hun forsøgte at tale med dem.
- Skrid, so!
Vinden peb i det ene hjørne af lokalet, og hun hørte råb ude fra gården. Ikke noget hun kunne placere, men der var ingen tvivl om aggresiviteten. Hun glædede sig til at komme væk herfra for weekenden. Møgvejr eller ikke møgvejr, bare komme ud og væk. Komme hjem i sin varme lejlighed i Nordvest, hjem til en god bog, benene godt op under sig, og bare en stor skål med vanilieis. Perfekt.
- Er du helt væk? spurgte Steven med et smil. Du ligner en der er rejst sydpå.
- Nej, jeg kom bare til at drømme mig lidt væk.
Hun ville ikke have noget imod at han kom med hjem til noget af den vanilieis.