Karina kom til at tænke på sin mor. Hun var død for 5 år siden, og Karina kunne stadig gribe sig selv i at savne hende. De havde været så tæt sammen, hendes mor og hende. De havde talt i telefon sammen næsten hver dag. Men så var moren blevet syg. Det havde været en lang og smertefuld tid. Karina havde stadig ikke helt forliget sig helt med det. Mon hun nogensinde gjorde det, tænkte hun. Og hendes far. En gang i mellem fik hun disse øjeblikke hvor hun tænkte tilbage. Nej, det var meget mere end korte øjeblikke. Det havde været et fornuftsægteskab mellem hendes mor og far. Hendes far der var blevet skuffet i kærlighed som ung. Det var hendes mor også. Så havde de fundet sammen og var med tiden til at komme til at holde af hinanden. Næsten tyve år havde de haft sammen, så havde faren forladt dem, fordi han havde mødt en ung smuk fabriksassistent han straks havde forelsket sig hovedløst i. Det havde taget hårdt på moren og måske været med til at gøre hende syg og modløs. Iøvrigt var det slet ikke hendes rigtige far. De var først blevet gift da Karina var 3 år gammel. Hun vidste ikke ret meget om sin rigtige far. Hendes mor havde aldrig villet tale om det, og nu var det for sent at spørge hende. Som barn havde hun været så stolt af sin far, altså stedfar, men sådan opfattede hun det ikke dengang. Han havde gjort lynkarriere indenfor militæret og var endt som general. Og så havde han været sådan en beskidt sjuft og forladt Karinas mor til fordel for en simpel fabriksassistent. Sådan talte de om det, moren og hende. De havde haft en sarkastisk bemærkning om at han havde forladt moren til fordel for fremmedlegionen. Altså ikke den rigtige fremmedlegion, men det lette kavaleri af fremmede damer og billige affarvede blondiner, der var så talrige og banale og ikke-værd-at-samle-på-agtige at kun meget dumme og stupide mænd kunne finde på den slags. Som nu f.eks. hendes far. Generalen og fabriksassistenten. Hun var garanteret en affarvet blondine med alt for store bryster og alt for meget makeup. Det var sådan de talte sammen om det, moren og hende.