Jeg sad til andenbehandlingen af det nye lovforslag. Selvfølgelig skulle vi hæve strafferammen, jeg fattede ikke alle de jubeloptimister, der sad med deres gode manere og hyperkorrekte politiske holdninger. Tage fat tidligere? Forebyggelse? På et tidspunkt måtte mennesker vel tvinges til at tage ansvar for sig selv og ikke gemme sig i dårlig opdragelse eller for lidt at lave i fritiden – eller nedarvede traumer fra forældre på flugt.
Irritationen tændte ild i mig, og der var ingen brandslanger med kaskader af vand til at dæmpe flammernes rasen. Kun strømme af ord, der virkede som ilt og tørt knas til mit indre bål.
Førstebehandlingen var gået godt. Vi havde snakket om det i partiet inden, og jeg havde uden store forhindringer fået fremlagt forslaget. Det var helt åbenlyst, at straffen var for lav. Hvis en taxachauffør i sin tjenestevogn kørte for stærkt og kunne slippe fra det med en advarsel og en enkelt uges løn i administrationsgebyr, var der noget galt.
Da journalisten havde ringet, var jeg selv blevet lige så forarget som hende. Hele aftenen havde jeg søgt at få et overblik over sagen. Det var uhørt. Banditterne var ofte taxachauffører, og selvfølgelig ofte den slags, hvor man kunne blive i tvivl, om de overhovedet kunne forstå vores danske lovgivning... Og sagerne var jo kun toppen af isbjerget, og viste kun dem, der var fanget i fartfælderne.
En af mine ungdomsvenner var blevet lam fra halsen og ned, fordi en taxa var svinget hasarderet til højre i et kryds, hvor min kammerat var kommet på cykel. Det var længe siden nu, men min bestyrtelse fra den gang var kommet tilbage til mig – med renter. Selvfølgelig førte jeg ikke politik ud fra enkeltsager, men det her var jo tydeligt: Hvis folk ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, så måtte der hårde midler til at lære dem det.
En pædagoglignende kvinde stod og talte med sørgmodige øjne, mens hun prøvede at få problemet til at ligne et andet end det var. Det var ikke børn vi drøftede, men voksne mænd med fuldskæg. Det var dem, der gjorde det her. Så hvorfor ævlede hun hele tiden om social arv?
For en måned siden havde det virket som om hele forslaget blot ville være et spørgsmål om formalitet, men efter mediernes ræverøde udsendelser og såkaldte ekspertudtalelser var vinden vendt. På min blok skrev jeg ”licens” og satte et krys over ordet. Det var endnu en kamp, jeg ville vinde. Men først måtte dette slag føres, og nu var det min tur til at gå på talerstolen. Og jeg var klar. Ilden havde fat, og jeg ville levere min livs brandtale – for retfærdighedens og min gamle kammerats skyld.