Da Alfred mødte ind til sin vagt klokken 22:00 tænkte han at denne aften kun kunne blive bedre. Aftensmaden var foregået som altid. Winnie havde været vred over at Alfred havde sovet over sig og misset samtalen på Josephine og Mikkelines skole og dermed gjort hende forlegen. Han var stormet ned på skolen, kun lige for at nå at sige farvel til Mikkelines klasselærer som var det sidste møde. Winnie så ondt på ham og bad ham selv finde hjem. Da han endelig kom hjem var aftensmaden på bordet og Holger var også blevet hentet fra børnehaven.
”Nå, sove fra aftensmaden kunne du alligevel ikke!” Havde Winnie fornærmet sagt og derefter konverseret videre med børnene. Kort derefter var Alfred kørt, en time for tidligt.
Da han kom ind på kontoret kiggede han brevene igennem og fandt et hvor afsenderen var det vagtselskab han selv arbejdede for. Han åbnede det og skimmede det, opfangede kun få ord som ”manglende brandslukker, brandslange og risikoen for en brandulykke af rekordniveau”. Mere blev det ikke til, så måtte han videre på sin rute rundt i transportfirmaets lagere og garager. Da han gik gennem et af de største lagerrum hørte han pludselig en lyd fra et af hjørnerne og gik derned for at se hvad der foregik. Mens han løb tog han hans stav fra hans bælte og forsøgte at gøre sin stemme hård og skræmmende idet han høj sagde: ”Hvem der? Giv dig til kende, straks!” Da stoppede lydende brat og han hørte løbende skridt. Han løb hen hvor han mente at have hørt dem men for sent. Hvem der så end havde været derinde var væk.
”Og du er sikker på at der ikke er blevet taget noget Larsen?” Alfred himlede med øjnene og svarede i telefonen: ”Ja boss, jeg har tjekket, al emballage er intakt.” Chefen instruerede Alfred i ikke at informere transportfirmaet om lydende da der jo tydeligvis ingen skade var sket. Alfred lagde på og gik ud i lagerrummet igen. Pludselig lugtede der af røg og han undredes over om det blot var ham som var ved at blive tosset fordi røgalarmerne var jo ikke gået. Han kiggede op på en af dem og så at den var blevet slået fra og dermed ikke ville reagere på røg, og det var med begyndende frygt at han så at det samme var blevet gjort med alle de andre. Nede i den ene ende begyndte loftet at stå i flammer og falde ned og Alfred løb mod døren men da han kom til den var den låst. Det sidste der gik igennem hans hoved var at han ikke havde kysset børnene og Winnie farvel inden han gik.