Hun holder et skarpt øje fra sit høje træ, rettet direkte mod min dårlige samvittighed. De stikker begge som rødglødende, giftige pile - dybt ind i min sårede stolthed. Klar til at fortære min sidste værdighed, klar til at mærke mig for livet som en ynkelig taber - Hvad fanden bilder hun sig ind?
På trods af alle hendes millioner og begravede skatte, er det denne lille rest som hun har ofret sine sidste vågne minutter på at få bragt tilbage. Dybt, dybt ind i den mørke hule som hun kalder for sit pengeskab.
- men jég har set bistaden. Jeg har set hvordan hun som den aldrende dronning, i smug bliver vejet og fundet for tung. Jeg ved hun intet mangler og at det kun er for at opretholde status. Hun elsker og hader sin autoritet - Det kan kun være svært, altid at være bøddel óg frelser.
Kunne jeg, var det sket - Forstå det nu. Hvorfor være så ignorant og selvisk. Ikke alle er født i et badekar af guld, med store, gamle løvefødder. Du græd sikkert ikke - Du prøver ikke engang at forstå - Skræmmer det dig?
Og ja, du gør jo bare din såkaldte pligt. Godt for dig at du kan være så uafhængig. Uden bekymringer. "Kom jeg gir'. Der er masser at tage af - så mange tunge sten. Uden at blive stærkere, tværtimod.
Bare løvehulens snævre flaskehals nærmer sig, stiger min puls. 15 sekunders langsom spurt med hjertet i halsen, så det ikke ser ud til at være meningen at ville gemme sig. Kvinde du stresser mig mere end rudekuverter!
Så giv mig da lidt luft!
Hvis bare jeg havde været fornuftig, ville det aldrig være sket. Så kunne jeg sove, nyde min helligdom, skænket af dronningen Jeg ville trække vejret stille og smage min fritid - Helt uden sten på mine formindskede skuldre.
Jeg er træt, skuffet over mig selv, mens jeg overbeviser mig selv om at terningerne er kastet og at det kun kan blive bedre.
Stoltheden er min aflagte sommerjakke... revet i småstykker, plettet og gjort til et barn
- Så starter vi forfra
- igen igen...