Jeg tilbringer det meste af året i en tilstand af aktiv dvale: minutter, timer, dage og måneder forsvinder i en tåge af de sædvanlige, nødvendige rutiner påkrævet af livet.

Og så pludselig, på samme tid længe ventet og ud af det blå, begynder det at krible i min krop. som om tusind græshopper har taget bolig lige under huden. Min øjne foretager et kvantespring fra den mørkeste nat til højlys dag og glipper mod himlen, som om de aldrig før har set dets overvældende blåhed. Mine lunger fyldes af den sprødeste luft og og efterhånden som blodet med stigende hastighed gennemstrømmer mine åre, mærker jeg atter livet tage min krop i besiddelse.

Langsomt strækker jeg mig, overvejer hvad jeg skal foretage mig med min nyerhvervede energi. Der er selvfølgelig de basale behov at tage sig af, men kronen over mit hoved er et fortryllende væld af gyldne farver, der som et kaleidoscope distrahere mig fra mine indledende overvejelser: når nu verden dufter så indbydende og har i klædt sig sine fineste klæder, så virker det næsten synd at bruge tiden på jagt.

Forført og forfrisket springer jeg op fra min plads under træet og kaster mig ud i generhvervelse af mit kvarter. Jeg ser naboer, der brænder haveaffald og kløver træ til den kolde tid, der ligger foran dem. Jeg hilser på gamle venner, jeg troede var forsvundet for altid og jeg får nye bekendtskaber blandt nyankommende, der stadig er lidt våde bag ørene og derfor har brug for lidt venlig vejledning. Jeg trækker på skuldrene: de er velkomne til at følge mig, men jeg tager kun ansvar for mig selv og enhver forstyrrelse i mine rutiner vil medføre øjeblikkelig justits. Intimideret af mine krigsar accepterer de mine betingelser og jeg fortsætter min vandring med hovedet højt.

Pludselig er der en ganske ubetydelig bevægelse i en bunke blade. Og med den kommer jeg i tanke om min sult. Jeg giver mine følgesvende marchordre og langsomt nærmere jeg mig bunken i en nærmest glidende bevægelse. Med jævne mellemrum stopper jeg, lytter og justerer min retning. Jeg tager mig god tid: tid er helt essentiel ved en vellykket jagt. Og så, i et enkelt hop, har jeg byttet. En lille forskræmt markmus, der er blevet jaget fra sit hjem af haveejernes sidste anstrengelser i denne sæson, bliver nu til mit festmåltid for at fejre naturens farveorgie, der har vækket mig af min dvale.

Mit navn? Fik jeg ikke sagt det? Jeg er Tybalt.