Tangenterne klinger så fint i min øre, og den sødlige musik spiller så smukt ud gennem væggene i hele huset. Mor spiller altid den samme melodi, og når jeg hører den er det som at være en fugl fanget inden døre. Ingen der åbner et vindue og hjælper mig ud herfra. Melodien trækker ikke i mit smilebånd, men overdøver tværtimod at her i hjemmet er liv inde. Vi er som familie levende gespenster der hjemsøger skyggerne af os selv, og her ligger jeg og kigger ud af det lukkede vindue. Mor havde i år arrangeret at invitere alle pigerne fra min klasse til min 13-års fødselsdag, og jeg lod hende blot føre denne idé ud i livet, selvom jeg var skeptisk til at starte med, men som tiden nærmede sig glædede jeg mig til at de skulle komme og for en gangs skyld se på mig alle sammen. De ville medbringe noget der var tilegnet mig, måske et symbol på kærlighed? Måske var de gaver symbol på at jeg var god nok til dem og at jeg gjorde alt det rigtige for at være normal, og ikke hende, som folk bare gik forbi - som et gespenst. Dagen kom og to minutter i tolv var klokken blevet, og jeg sad parat med hjertet i halsen tæt ved hoveddøren for at åbne op. Som minutterne gik, blev mit hjerteslag hurtigere og hurtigere, jeg var endelig parat til at modtage dem med åbne arme og for en gangs skyld sige ”jeg er rigtig glad for at se dig”, men som timerne gik bankede mit hjerte langsommere og langsommere og til sidst troede jeg ikke, at jeg nogensinde skulle føle mit hjerte igen, men så skete det. Mor trådte ind af døren med et stykke lagkage med et lys i, og jeg kiggede ned af mig selv. I bytte for kagen gav jeg mit håb, og mit hjerte skreg for hver bid af kagen jeg tog i munden. Mor sagde ingenting, men gik bare. Den sødlige glasur, flødeskummen og syltetøjet i midten fik en bitter smag sammen med saltet fra min kind, der dryppede ned i hver bid. Sommerregnen slog ind på ruden og jeg begyndte for alvor at skrige og hulke ned i min pude. Jeg vidste godt hvad der ventede mig efter den reaktion, og ganske som forventet, begyndte hun at spille. Samme melodi. Og hun formåede altid at spille klaveret så høj, at der dannedes en lydmur rundt om huset. Jeg er hverken en sang eller en tale, et digt eller en roman, et brev eller en person med identitet. Jeg er blot toner fra klaverets rungen.