Klosteret Mama Rosa tårnede sig op i den grå og sne fyldte himmel, vinden peb og det føg rundt med sne ude på den store gårdsplads,
huu det er dog utroligt koldt sagde Søster Sarah og skuddet sig mens hun trak nonnekåben tætter om sig, ja det er godt nok blevet sne storm sukkede Søster Vera, som gik rundt for at tænde lys i de store tre armet lysestager der stod rundt om i opholds stuen, ja man skulle ikke tro at det snart er forår jeg er nu godt træt af den her lange vinter, vi trænger til noget sol og varme tilføjet Søster Theresa, som var i gang med at sætte te klar til dem på det lille bord der stod tæt ved vinduet, så de kunne side og kikke ud mens de drak deres te.
Søster Theresa skænkede te op til dem alle 3 og de satte sig ned for at nyde den varme te som gav dem alle en dejlig inder varme, ja vi er jo ikke så mange nonner tilbage sagde Søster Sarah stille hun nippet til den varme te med et lille smil, næ verden er jo mere moderne efterhånden ingen vælger at gå i kloster mere sagde Søster Vera og rakte ud efter en kage som hun nød til fulde.
Det store Bornholmer ur som stod over i hjørnet i opholds stuen hvor de tre nonner befandt sig, begynde at slå uha klokken er 22 sukkede Vera vi må se at komme i seng det er jo søndag i morgen vi skal i kirke. Da de begyndte at tage af bordet blev de forstyrret af en kraftig ringen på den store Klosterport hvad sker der dog sagde Søster Vera., De kikket overrasket på hinanden ja hvem kommer på den tid af aftenen sagde søster Sarah ja vi må jo ud og kikke de fulgtes alle tre ud i den store hall, endnu engang ringet det på kloster porten ikke lige så kraftigt som første gang.
Ja hvem der der kom ingen svar ja gentog søster Sarah stadig intet svar hun åbnet på klem og til alles overraskelse lød der en sagte hulken, jamen du godeste udbrød søster Sarah kom hjælp mig de hjalp alle en pur ung pige ind som de skrækslagen kunne se var ved at føde, de fik pigen op i en varm seng og pludselig have alle tre meget travlt og efter kort tid kom en lille pige med et befriende skrig til verden.
Vi har mistet moren sukkede Søster Vera stille ja desværre nu er der kun en ting vi kan gøre og det er at give den lille pige en kærlig opvækst her på mama Rosa.