Hun puffede døren til Café Bianca op. Thor var der ikke endnu. Selvom de ikke havde set hinanden i 15 år, huskede hun, at han aldrig var særlig præcis, så hun kunne ligeså godt købe en cola og sætte sig med sin bog. Forhåbentlig kunne den optage hendes tanker, til han kom.
”Hvad læser du?” Han stod foran hende med et stort smil. Stort kram. Kys på kinden. ”Dejligt at se dig igen. Hvor var det fedt, du fandt mig på Facebook.” Han satte sig over for hende. Han var blevet tyk. Kinderne var runde, en dobbelthage klemte sig op over skjortekraven. Han havde poser under øjnene og var også blevet noget tynd i toppen, men de brune øjne var stadig spillevende, og hans varme, lidt skæve smil var helt, som hun huskede det. Hans dejlige smil. Han var hendes første kærlighed. Trist, at det ikke havde været gengældt. Hun havde troede, hun ville dø af sorg efter tiende, da skulle på hver sit gymnasium, men hun havde ikke haft mod til at kontakte ham igen. Havde været alt for bange for at blive afvist. At han havde fundet nye venner. Måske endda en kæreste. Hun havde aldrig fortalt ham, at hun var forelsket i ham.
Det var hyggeligt at snakke med ham igen. På én måde var det som om, der ikke var gået mere end en uge, og hun huskede, hvor meget sjov, de havde haft, selvom de ikke havde været kærester. På den anden side var det helt anderledes, fordi de kunne være sig selv. Dét var altså en god ting ved at blive voksen. At man kunne stå ved sig selv på en anden måde.
Pludselig sagde han som i en sidebemærkning: ”Ja, jeg var jo forelsket i dig i mange år i skolen”. ”Hvad sagde du?” ”Øehm, jeg sagde, at jeg havde været forelsket i dig i skolen”, gentog han lidt forfjamsket. ”Det sagde du bare ikke!”. Fanden tage ham. Hvorfor havde han aldrig sagt det? Hvorfor havde han ikke taget hendes hånd, den aften de gik så tæt, at deres hænder hele tiden strejfede hinanden? Hvorfor havde han aldrig kysset hende til en fest? Alt det de var gået glip af. Og der gik så mange år, inden hun fandt en kæreste. Han så temmelig utilpas ud, så hun. Han ville sige noget mere, men hun afbrød ham. ”Jeg var også meget forelsket i dig”. Han stirrede lamslået på hende.
Da de sagde farvel sent den aften, holdt de længe om hinanden. De kiggede hinanden dybt i øjnene som for at reparere fortiden. Hun var lige ved at give efter for trangen til at kysse ham, men kom til at tænke på Anders. Og på Thors kone, som ventede sig. Hun kunne ikke.
Men hun nynnede hele vejen hjem. Hendes historie var blevet helt omskrevet. Han havde været forelsket i hende. Nogen havde elsket hende dengang. Det var den største gave, hun længe havde fået.