Det er blevet min tid på året igen. Luften er frisk uden for husets fire vægge; den kalder på mig – prøver med alle sine spidsfindige tricks at lokke mig ud, og den gør det godt. Verden derude med den halvkedelige menneskeskabte natur har savnet mig i de lange måneder, hvor jeg har listet rundt i skyggerne i et forsøg på at gemme mig for den, men nu er det blevet min årstid igen, og jeg må ud.
Jeg beslutter mig for at gå en tur hen forbi mit yndlingssted i omegnen, og jeg er ikke nået ret langt ned ad vejen, førend et lille smil, som jeg end ikke gider forsøge at skjule, løsner mine ansigtstræk. Den friske luft og ilten stiger mig til hjernen, så jeg med ét føler mig mere klarsynet end jeg har gjort i meget lang tid.
Nogle ville nok mene at det var for koldt til den påklædning, jeg har iført mig, men jeg mærker det ikke, for mit indre er ved at koge over i ekstase over, at jeg endelig kan føle mig fri igen. Når først passionen har taget over, er der ingen grad af kolde vinde, der kan bide mig. Jeg glæder mig til at gense det område, som jeg så særligt holder af; til at genfinde den plantage af en skov, jeg fra starten erklærede for min egen og hilse de gode gamle træer, mine venner.
Skumringen når stille og roligt at dæmre, inden jeg når frem, og den glider ind i den korte blå time, som altid for mig har båret et præg af noget skummelt. Men jeg når mit mål, og dét er hele essensen. Jeg vandrer varsomt ind i skovens mørke, mellem de høje nøgne stammer. Den velkendte duft kildrer mine næsebor, idet jeg omfavner hjemmeligheden i mit stille sind. Jeg er vågen og fri, og hopper en halv meter op i luften, hver gang en nedfalden gren knækker højlydt under mine forsigtige skridt.
Der er lyde andre steder i skoven; til alle sider høres en puslen og en knagen, men der er også noget andet der trykker mine trommehinder. Om det er virkelighed eller fantasi kan jeg aldrig helt afgøre, men mit hjerte sidder i halsen på mig, og jeg er oprigtigt frygtsom alene dér i mørket. Jeg er et øjeblik for skræmt til at røre mig ud af stedet eller trække vejret, men det er en velkendt frygt, som jeg har savnet. Og jeg ved, at min depression er drevet over for en tid.