Den hamrer ind ad vinduet og minder ham øjeblikkeligt om hans manglende evne til at fuldføre ting. Med hånden skyggende for lyset sætter han sig forvirret op. Ved siden af vinduet står den aflange pakke med de persienner hun valgte. Dem fik de aldrig sat op. Der er støv på nu. Som så meget andet, tænker han mens han gnider sine bare fødder mod hinanden for at få varmen. Stuen er fyldt med affaldet fra dagen før, og alligevel virker den uendelig tom. Der er en klam lugt af ølsjatter, der får ham til at føle sig gammel. En plet på gulvet ligner opkast, og han kan ikke mindes dens oprindelse. Han sætter sig op i sofaen, og tankerne overfalder ham, som en ond drøm. Noget i ham er tæt på, at kalde efter hende, men han ved hun ikke er der.
Han rejser sig og stirrer ud i haven, lige som en mørk sky passerer solen. Haven er prydet af et uoverskueligt antal øldåser og ølflasker, et par vinflasker og en halvtom flaske vodka. Engangsgrill har brændt et stort firkantet mærke i plænen, og der er indtørret ketchup og madrester på de olivengrønne ovale tallerkener, hun insisterede på, at de absolut skulle anskaffe sig. Der har aldrig været plads til dem i skabet. Midt på græsset ligger den knækkede hvide havestol og på stolen ved siden af hænger hendes tørklæde. Det blå hun er så glad for. Han vil vende sig fra vinduet, men i det samme afbryder blæsten ham og sender tørklædet dansende mod hækken. Uden at tænke over det, befinder han sig pludselig i en vild jagt mod det undslupne tørklæde. Kroppen føles fjern og udenfor hans kontrol. Hans højre storetå smadrer ubarmhjertigt ind i den massive stenbund der pryder parasollen, og han styrter kluntet og tungt ned i fliserne. Hovedet skriger mens han lidt groggy ser det elegante tørklæde glide ud af hans have. Han vender ansigtet mod himlen, i samme øjeblik som den første tunge dråbe smadrer mod hans pande. Så er himlen sort og tykke dråber vælter ned over hans krop. Han lukker øjnene igen.