Han pustede tungt ud. Hans syn blev et kort øjeblik sløret af den tætte røg, der undslap hans lunger. Røgen steg til vejrs, spredte sig, så uret foran ham langsomt blev synligt igen.
15 minutter. 15 minutter til han skulle stå ansigt til ansigt med ham. Det var 20 år siden. 20 år siden han mistede sin legekammerat, sin bedste ven, sin bror. Han kunne stadig huske den dag, den skæbnesvangre dag, da alt gik galt.

Som børn var de altid sammen, sov sammen, legede sammen, arbejdede sammen og fejrede fødselsdag sammen. Man så aldrig den ene uden den anden.
Begge lige vilde, begge lige milde og begge udstyret med et ansigt og et smil, der fik alle kvinder, ja endda mænd, i byen til at smelte i deres små hænder. Hele byen forgudede dem. De elskede hinanden, som de elskede mor og far og Gud.

Men så kom dagen. Far var kommet løbende, råbende og skrigende ind i huset. Laden. Laden brændte. Mor havde råbt. De skulle tage alle baljer, de kunne bære og løbe ned til bækken. De skulle skynde sig. Og det gjorde de, de slæbte og slæbte til deres små arme bævede. Da de nåede laden stod flammerne højt, røgen var tyk og sved i øjnene. Varmen var kvælende.
Pludselig gav det et ryk i brødrene. Hønsene! Deres små venner, de var jo i laden. Uden mor og far så det, smuttede den ene bror ind i flammehavet.
Han blev reddet, men var aldrig den samme igen. Han var ikke længere den søde og charmerende dreng. Han var mærket, mærket for livet. Man kunne ikke se, hvor det ene ar endte og det næste begyndte. Men hans sind blev heller aldrig det samme igen. Hans tillid til Gud var svækket, og blev det mere og mere med tiden. Hans sind sortnede i takt med, at Gud forlod det. Brødrene gled fra hinanden.

Han blinkede en tåre væk fra øjenkrogen. Fokuserede igen på uret. 5 minutter. Det var ved at være tid. Han vidste ikke, om han kunne gøre det. Det havde altid været hans svaghed, hans følsomhed. Men nu havde han et job at udføre, lige meget hvem forbryderen var.
Han fæstnede sherifskiltet på skjortelommen, spændte bæltet med revolveren omkring buksekanten, tog en dyb indånding og forlod sherifkontoret.

Hele byen var samlet uden for saloonen. De trådte ud midt på vejen, overfor hinanden. To brødre. ”Overgiv dig!” sagde han. Den andens arrede ansigt åbnede sig i et ondt grin. ”Det er længe siden jeg tog imod ordrer fra nogen, hvorfor skulle jeg adlyde dig?”
”Jeg er for fanden da vel din bror! Lad os tale sammen, lad mig hjælpe dig” bønfaldt han, han kunne ikke skyde efter sin bror.
Det arrede ansigt blev som sten, da han svarede: ”Jeg har ingen bror!”, hvorefter han hævede sin revolver, sigtede og skød.