Hvor hun dog hadede denne aften. Nytårsaften - bwadr. Den aften hvor verden gik amok, hvor ensomheden blev følelig ud over alle grænser. Den aften hvor ensomheden ligefrem blev fysisk. Som mangel på selskab - menneskeligt selskab. Lyset fra akvariet med de spraglede og farvestrålende fisk tiltrak sig blikket - helt automatisk. Men fisk! Hvem fanden kunne forstille sig, at denne ædende onde ensomhed ville blive afhjulpet af et par umælende akvariefisk. Hvor dum har man lov at være. Hvorfor ikke bare finde en kat, som trods alt er blød og sød. Selskab i det mindste.
Nej selskab egner jeg mig ikke til, tænkte hun. Sidder her i min hule, med mit akvarium og mit stearinlys. Kigger en gang imellem på raketterne, der farer mod himlen. Spild af penge - spild af tid.
Så gå dog tidligt i seng. Tanken strejfede hende. Eller gør noget! Ja, men hvad? Fjernsynet viste - for Gud ved hvilken gang - 90 års dagen. Man kan den udenad, tænkte hun og slukkede for lortet.
Raketten kom uden det mindste varsel. Smadrede uden videre den punkterede termorude og bragede ind i væggen med det kedelige maleri - arven fra forældrene. Chokket lammede hende, og gav branden mulighed for hurtigt at udvikle sig.
Røgen drev gennem stuen og hun hostede. Mobilen - hvor var den? Ring 112 - for helvede. Forskrækkelsens lammelse fortog sig, og hun kæmpede sig op af sofaen. Røgen bølgede tyk og giftig rundt i stuen og hun holdt sig for munden, men manglen på luft tvang hende til endnu en indåndning, Hosten rev i lungerne. Smid dig ned og kravl langs gulvet, nåede hun lige at tænke, da bevidstløsheden gjorde chancen for overlevelse i infernoet væsentligt ringere.
Da brandbilen endelig standsede på villavejen, stod huset ikke til at redde.
Naboerne mente ikke, at beboeren havde været hjemme. Der havde ikke været tændt lys hele aftenen, sagde de.