,,Ups!” skreg jeg og kiggede mig bagud, da jeg snublede over havenissen. Jeg rejste mig hurtigt op før Lester kom ud. Jeg børstede jorden af mine hænder, så satte jeg havenissen op igen. Lidt senere hørte jeg Lesters skridt på vej herhen. Han trådte ud i haven med en store bakke med ud, hvorpå jeg så en lille, firkantet æske pakket ind. Jeg kendte Lester og vidste, at jeg ikke skulle se den, så jeg lod som ingenting. Han tog nogle tomater, en kniv og et spækbræt i hånden og vendte sig om mod mig.
,,Skærer du de her tomater ud, så vi kan få dem på spyddet?” spurgte han og smilede kærligt til mig. Jeg tog imod tingene – også kniven, som han overrakte til mig på den forkerte måde, men det var én af de ting, der gjorde, at jeg bare elskede ham mere.
Efter vi havde spist vores lækre grillmad, kiggede vi op på stjernehimlen og holdte hinanden i hånden. Vi lå stille i nogen tid, og så så jeg et stjerneskud på himlen.
,,Se!” udbrød jeg og pegede op mod himlen.
,,Hvad?” spurgte Lester.
,,Så du det ikke?” spurgte jeg skuffet.
,,Næ… jeg kiggede bare over mod bakken.” sagde han og satte sig op.
,,Hvorfor?” spurgte jeg, men jeg vidste nok godt hvorfor.
,,Jeg har en gave til dig,” sagde han og gik over for at hente den lille gave. Jeg smilede stort og spillede overrasket. Han rakte mig den og jeg rev spændt gavepapiret af. Jeg var ret sikker på, hvad det var. Lester og jeg havde været sammen i mange år, og han vidste at jeg ville giftes, æsken var på størrelse med en æske til en ring og godt nok pakkede jeg den selv op, men Lester havde altid været klodset og genert, så det lignede ham bare. Jeg åbnede æsken med et kæmpe smil på munden, Lester var også spændt, men jeg så ikke hvad jeg havde forventet. Det lignede et tykt stykke papir, der var foldet sammen. Jeg foldede det ud; det var et foto af Lester og hans ekskæreste, der var oppe og skændtes! Lester smilede stadig spændt.
,,Hvad er det her?!” skreg jeg og smed det i hovedet på ham.
,,Hvad? Det er et bevis på at du er så meget bedre for mig end Kristina nogensinde var. Se selv!” sagde han som det mest naturlige, og anede ikke hvorfor jeg blev sur.
,,Idiot!” skreg jeg såret og gav ham en hård lussing, hvorefter jeg løb indenfor, tog mit overtøj og løb væk – Lester fulgte ikke efter mig, og senere fandt jeg ud af hvorfor; han stod tilbage og sundede sig over befrielsen af mig, den nar!