Haven stod i den dejligste morgensol. Gråspurvene i hækken fløjtede om kap, som om de prøvede at overdøve hinanden. Sollyset trængte gennem trækronerne og dansede på den nyklippede plæne. I den bageste del af havens skygge, stod et lille rødt redskabsskur. Den gamle gartner kom ud af det alt for lille skur. Med sig havde han en trillebør, hvor der lå en løvrive på langs. Han måtte bukke sig og krumme ryggen for ikke at støde hovedet. Han stillede trillebøren fra sig , rettede sig op, og spejdede mod den lille villa for enden af haven. Han besluttede sig for at starte i en plet i solen. Hver morgen var så fuld af liv i haven. I reglen vækkede hans indre ur ham før solen stod op. Måske var det fordi han i hele sit lange liv altid skulle tidligt på arbejde. Men dagen i dag var noget ganske andet. Han så op mod den lille terrasse. En gammel dame sad i sin fineste morgenkåbe ved et lille lavt havebord. Hun vinkede ad ham. Han lod løvriven falde og gik langsomt op og satte sig på en stol ved siden af hende.
Hun så smilende på ham med sine grågrønne, kærlige øjne og spurgte: ”Har du ordnet have i pyjamas?”
”mmmm...” Brummede han og smilede.
De smilede sammen. Hun hældte pebermyntethe op i koppen ved siden af hendes egen. De holdt i hånd. De sad i stilhed og nød duften af duggen der var ved at forlade træer og buske. Lyden af hornmusik nåede dem. De rejste sig op på samme tid og tog hinanden i hånden igen. Deres ringe glimtede i sollyset og fuglene tav for at lytte. De gik gennem den lille terrassedør og videre gennem stuen, hvor et stort, veldækket morgenbord stod på langs. De stoppede begge op og så ind i hinandens øjne.
”Tillykke min lille sommerfugl”, sagde han og blinkede til hende.
”Tillykke din gamle charmetrold” , svarede hun og smilede.
De kyssede hinanden lidt længere end de plejede og holdt om hinanden.
Han så op forbi hendes lukkede øjne. På den blå reol stod det første leksikon de fik i bryllupsgave. Ved siden af stod det gamle foto der blev taget på samme dag for halvtreds år siden.
Hun så for sit indre, at han friede til hende i ballongyngerne i Tivoli og dengang han havde taget hendes strikketøj for at drille. De kyssede hinanden inden de åbnede hoveddøren.
De holdt hinanden tæt under æresporten. Med små usynlige tårer og hjertelige smil lyttede de til messinghornenes smukke toner. Deres sønner, svigerdøtre og børnebørn stod og sang:
”Det er så yndigt at følges ad”.