Jeg kiggede over på Katrine, hun sad med strikketøj. ”Hvad strikker du?” Spurgte jeg. Katrine svarede ikke. Før i tiden havde det gjort mig vred, når Katrine ikke svarede. Men nu generede det mig ikke rigtig. Jeg kiggede rundt i
lejligheden. Gud hvor var den dog egentlig grim. Jeg begyndte at trille tommelfingre. Det var der
nu ikke meget sjovt ved.
I stedet gik jeg hen og rodet lidt i en kasse. ”Hva dælen!” udbrød jeg. Jeg havde fundet min gamle fastelavnsmaske. ”Mon jeg stadig kunne passe den?” Jeg forsøgte forsigtigt at montere den på mit hoved. ”Pis” Elastikken sprækkede. ”Det er nok fordi jeg er blevet klogere siden sidst” Sagde jeg og grinte af min lille vittighed. ”Kan du dog ikke tie stille!” Det var første gang Katrine havde sagt noget i de sidste par timer. ”Jo men...” Sagde jeg og fortrød.
Jeg gik ind til min computer.”Satans” Der var ingen forbindelse. Hvorfor skulle et enkelt lille jordskælv gøre så megen skade? Lige siden Katrine og jeg havde hørt, at der skulle komme et jordskælv. Havde det påvirket os begge meget, især Katrine.
Jeg slog ”Jordskælv” op i et gammelt leksikon. Der stod følgende: Jordskælv er et natur fænomen, der ikke kan stoppes. ”Ikke lige frem beroligende ord”
Pludselig hørte jeg gråd over fra sofaen. Det var Katrine, hun sad foroverbøjet og græd. ”Græder du?” Jeg kunne godt høre at det var et dumt spørgsmål. Jeg ændre i stedet strategi. ”Hvad græder du over?” Denne gang lød det bedre. ”Kan du ikke se det?” Begyndte hun så ” Om lidt er det hele måske forbi” Sætning ramte hårdt ind i mig ”Om lidt er det hele måske forbi” Det havde jeg ikke tænkt over. Jeg havde i stedet regnet med, at det ikke blev så slemt, som de havde forudsagt. At det ville blive, som når de siger, at der ville komme solskin. Men i stedet fik vi masser af regn. Jeg havde været af den overbevisning, at det hele måske bare var blevet kørt op.
Jeg så over på væggen endnu en gang. Denne gang kiggede jeg ikke på væggen, der trængte til at blive malet. Denne gang faldt mit blik, på et gammelt foto af Katrine og jeg. Katrine havde jo ret, ”Måske var hele snart forbi?” Jeg tog forsigtigt fat i Katrines hånd. Den var varm, og svedig. ”Det skal nok gå” Hviskede jeg for at berolige hende, og for at berolige mig selv. Jeg var ikke længere selvsikker i stemmen, i stedet var jeg ligesom Katrine yderst sårbare. Så lagde hun sit hoved på min skuldre lukkede sin øjne.