Professoren tegnede en lang steg fra mellem to symboler på tavlen. Det var dog bare et A og et B, ikke fordi det gjorde tegningen mindre kompleks.
Han rettede på brillerne en gang, to gange og en tredje gang, før han endelig to dem af for at pudse dem. Der var fejlen. Man kunne næsten ingen ting se i det halvmørke haveskur. Det var noget lysere om sommeren, for ikke at tale om varmere. Men Fru professor ville ikke lade en beskidt Hr professor ind i huset.
Hehe, han fattede en skrue trækker og gav sig til at løsne skruerne på plæneklipperen. Det burde ikke være så svært. Han begyndte at brumme for sig selv.
Et ordenligt vindstød fik hyttens træbeklædte sider til at knirke og give sig.
Døren gik op med et smæk, forstærket af vinden, der hurtigt fik alt papir og ting på det til at blafre som en gal.
”Hvad i alverden, når det er bare dig Teodor.” Sagde han mens han undgik et flyvende blad på kollisionskurs med hans ene øje.
Døren blev lukket. ”Hvad laver du morfar?” Teodor kiggede rundt i værkstedet. Det var endelig teknisk set et haveskur, men kunne ligeså godt have gået for et værksted, bare med haveredskaber.
”Jeg er ved at fikse den her.” Svarede professoren og løftede kabinenettet af plæneklipperen ”Vil du se med?”
Teodor krøb ned på gulvet ved siden af plæneklipperen. ”Næh, jeg er i gang med at fange blade udenfor. Skal du ud og slå græs?”
”Nej, jeg vil prøve at konvertere den til en blad og kviste fræser.” Svarede han og pegede op på tavlen bag ham.
”Okay” Svarede Teodor, en anelse for hurtigt for han havde forstået noget. ”Til hvad?”
”Til en fræser, så vi kan slå alt alle de kviste og grene, der ligger under æbletræet til flis.”
”Når... Jeg smutter ud og leger.” Og Teodor var ude af døren med et brag, inden professoren kunne nå at sige han ikke skulle lade vinden smække med den.
Skøre knægt, tænkte han og kiggede grundigt ned i plæneklipperens mortor. Han kløede sig lit i skægget ”Okay.”
Han måtte konstatere det kon en anelse for hurtigt og at han måske ikke havde så godt styr på hvad han sad med her. Små dryp begyndte at falde på taget. Når ja, tænkte han, når det regner bliver man våd, så må man hellere gå i tør vejr. Professoren tog sin jakke, satte kabinenettet på plæneklipperen og skyldte sig ind i varmen, Teodor der ikke længere var i haven. Imens overvejede han om det i grunden ikke var bedre at lade grene gå til, af sig selv.